I dagens verden har James Franck fået indiskutabel relevans. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, kulturen eller politik, er James Franck blevet et konstant samtaleemne. Dens indflydelse strækker sig til alle aspekter af livet, genererer modstridende meninger og konstant debat. I denne artikel vil vi udforske betydningen af James Franck i dybden, analysere dens implikationer og dens rolle i den moderne verden. Gennem en detaljeret analyse vil vi søge at bedre forstå, hvordan James Franck har formet vores virkelighed, og hvad dens fremtidige projektion er.
James Franck | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 26. august 1882 ![]() Hamborg, Tyskland ![]() |
Død | 21. maj 1964 (81 år) ![]() Göttingen, Niedersachsen, Tyskland ![]() |
Gravsted | Friedhof Ohlsdorf, Oak Woods Cemetery ![]() |
Ægtefælle | Hertha Sponer (fra 1946) ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, Humboldt-Universität zu Berlin, Wilhelm-Gymnasium ![]() |
Medlem af | Royal Society (fra 1964), Sovjetunionens videnskabsakademi, National Academy of Sciences, Det Preussiske Videnskabsakademi, American Association for the Advancement of Science med flere ![]() |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, fysiker, kemiker ![]() |
Fagområde | Fysik ![]() |
Deltog i | Manhattan Project ![]() |
Arbejdsgiver | University of Chicago, Humboldt-Universität zu Berlin, Georg-August-Universität Göttingen, Johns Hopkins University ![]() |
Elever | Friedrich Georg Houtermans ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Dannie-Heineman-prisen (1961), Foreign Member of the Royal Society (1964), Jernkorset, Rumford Prize (1955), Max Planck-medaljen (1951) med flere ![]() |
Information med symbolet ![]() |
![]() |
Nobelprisen i fysik 1925 |
James Franck (født 26. august 1882 i Hamborg, død 21. maj 1964 i Göttingen) var en tysk fysiker.[1]
Han modtog Nobelprisen i fysik i 1925 sammen med Gustav Hertz for deres arbejde med at formulere love om elektroners indvirkning på atomer. Prisen blev først uddelt året efter, da komiteen ikke fandt værdige modtagere i 1925.[2]