Denne artikel vil behandle emnet Max Tau, som er af stor relevans i dag. Max Tau er et emne, der har skabt stor interesse på forskellige områder, fra politik til videnskab, gennem kultur og samfund generelt. Gennem historien har Max Tau været genstand for studier og debat, hvilket har rejst modstridende meninger og fremkaldt dybe refleksioner over dets indflydelse på hverdagen. I denne forstand er det vigtigt at analysere i detaljer de forskellige aspekter relateret til Max Tau, og adressere dets implikationer og konsekvenser, såvel som de mulige løsninger, der kan opstå som et resultat af dets tilstedeværelse. Derfor er hovedformålet med denne artikel at give et bredt og opdateret syn på Max Tau, for at fremme kritisk og konstruktiv refleksion over dette meget relevante emne.
Max Tau | |
---|---|
![]() Litografi af Emil Stumpp, 1929 | |
Personlig information | |
Født | Max Tau 19. januar 1897 Bytom, Tyske Kejserrige |
Død | 13. marts 1976 (79 år) Oslo, Norge |
Søskende | Fritz Tau ![]() |
Ægtefælle | Tove Filseth (fra 1944) ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Christian-Albrechts-Universität ![]() |
Medlem af | Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung ![]() |
Beskæftigelse | Humanist, filosof, digter |
Aktive år | 1928-1976 |
Arbejdsgiver | Aschehoug ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Store fortjenstkors m. stjerne af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenstorden (1967), Schlesierschild, Tyske frimurers kulturpris (1966), Lessing-Ring (1966), Den tyske boghandels fredspris (1950) med flere ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Max Tau (født 19. januar 1897, død 13. marts 1976) var en tysk-norsk humanist, filosof og digter.
Efter at have aflagt doktorgrad i filosofi var han virksom som forlagsredaktør i Berlin og havde en central rolle i udgivelsen af norske forfattere på tysk. Tau, som havde jødisk baggrund, emigrerede i 1938 til Norge og måtte i 1942 flygte til Sverige, hvor han fik norsk statsborgerskab af den norske ambassade. Han flyttede tilbage til Norge i 1945 og arbejdede frem til sin død som forlagsredaktør hos Tanum og Aschehoug. Han udførte et stort arbejde med at fremme forståelsen mellem Vesttyskland og Norge, og grundlagde Norsk-Tysk Selskab, og havde en vigtig rolle i at gøre nyere tysk litteratur kendt i Skandinavien. Taus egne bøger og værker var præget af hans humanistiske syn og venskab med Albert Schweitzer og tematiserede jødisk-kristen forsoning, fred mellem nationer og forståelse mellem generationer. Tau var den første modtager af de tyske boghandleres fredspris i 1950 og har fået en række andre udmærkelser.
I 1970 modtog Tau Sonningprisen for sit "europæiske engagement".