I denne artikel vil vi udforske virkningen af Kijevriget på forskellige aspekter af det moderne samfund. Fra dens indflydelse i den professionelle sfære til dens betydning i den personlige sfære har Kijevriget skabt en dyb debat og refleksion omkring dens relevans og implikationer. Gennem årene er Kijevriget blevet et emne af interesse ikke kun for specialister og akademikere, men også for den brede offentlighed. Gennem omfattende analyse søger vi at forstå vigtigheden af Kijevriget i vores daglige liv og nøje undersøge, hvordan det former vores verden i dag.
Kijevriget ukrainsk: Київська русь russisk: Киевская Русь | |
---|---|
862–1349 | |
![]() Kijevriget, 1000-tallet | |
Hovedstad | Kijev (Novgorod indtil 882) |
Sprog | Gammel østslavisk, Rutensk |
Religion | Slavisk hedenskab Russisk-ortodoks |
Regeringsform | Monarki |
Storfyrste af Kijev | |
• 882–912 | Oleg |
Historie | |
• Etableret | 862 |
• Ophørt | 1349 |
Valuta | hryvna |
Kijevriget eller Kijevrus var fra 880 e.Kr. til midten af 1100-tallet et rige domineret af Fyrstendømmet Kijev og dannede i sin storhedstid det meste af Rutenien (i dag Hviderusland, det meste af nutidens Ukraine og Slovakiet og den nordvestlige del af nutidens Rusland).
I den nordiske Vendeltiden (550-800 e.Kr.) handlede slaviske stammer aktivt med vikingerne og befolkningen i det moderne Sverige. På vej fra Varjager til grækerne brugte vikingerne de store slaviske bosættelser i Ladoga (Staraja Ladoga), Ilmen (Holmgård, nutidens Novgorod) og Gnesdovo nær Smolensk på den øvre Dnepr som handelssteder og omladningsstationer.
Det nordlige og vestlige Rusland blev beboet i vikingetiden (800-1050) af en række finno-ugriske og slaviske stammer med en permanent organisation. Måske blev foreningen af de slaviske og finske stammer lettet af behovet for konstant beskyttelse mod raiderne fra Khazar-nomaderne.
Ved 700-tallets begyndelse grundlagde håndværkere slaver-byen Kijev (Gammel russisk for "Кыѥвъ")[1] ved Dnepr-floden. Et samfund af slaver, skandinaver og finner, voksede her. I Nestorkrøniken (1100) står, at de finsk-ugriske og slaviske stammer i Rutenien - efter at have jagtet de væringer bort, der beskattede dem - følte, at situationen var alt for kaotisk, og derfor søgte en Rusfyrste til at regere.
Ifølge skandinaviske teorier blev de nordlige stammer af Rus' folk i begyndelsen af 800-tallet løst organiseret under Rus'-khanatet omtalt af adskillige ikke-russiske historikere, og Rus'-khanatet betragtes som en forgænger til Kijevriget[2]. Den tidligste leder af Kijevriget var mest sandsynligt en skandinavisk kriger som regerede over et flertal af slaviske undersåtter[3].
Ifølge Nestorkrøniken, den tidligste krønike om Kijevriget, blev det senere Kijevriges område delt mellem væringerne og Khazar-staten. Laurentian Codex anførte, at Tjuderne, Ilmenslaverne, Volga Finnerne, vepserne og Krivitjerne betalte tribut til væringerne i 859, mens khazarerne krævede tribut fra Poljanerne, Severjanerne og Vjatitjerne. I 862 var der en stort opstand, hvor Tjuderne, Ilmenslaverne, Volga-Finnerne og Krivitjerne sendte Væringerne over havet uden at give dem tribut. Nu begyndte de at kriges indbyrdes. Nogle af stammerne (ukendt præcis hvem) besluttede at invitere Rus' væringer til at herske over dem. Nu slog de tre væringebrødre, Rurik (den ældste), Sineus, og Truva, sig ned i henholdsvis Novgorod, Belozersk og Izborsk. I løbet af to år døde Ruriks brødre, og Rurik blev enehersker, og han indsatte sine nakhodniker til at assistere sig med at styre landet. De vigtigste byer blev Novgorod (hovedstad), der herskede over Ilmenslaverne, Polotsk – krivitjerne, Rostov – Volgafinnerne, Belozersk – vepserne og Murom – Mokšierne. Krøniken nævner ham som stamfar til Rurik-dynastiet. Nestorkrøniken siger: