I denne artikel skal vi dykke ned i den spændende verden af Alfred Gabriel Nathorst, et emne, der har vakt interesse hos mange mennesker gennem historien. Alfred Gabriel Nathorst er et emne, der er blevet bredt undersøgt, og der er skrevet adskillige bøger og artikler om gennem årene. I denne artikel sigter vi mod at udforske de forskellige aspekter af Alfred Gabriel Nathorst, fra dets oprindelse til dets praktiske anvendelser i hverdagen. Langs disse linjer vil vi opdage, hvad Alfred Gabriel Nathorst er, hvad dets hovedkarakteristika er, og hvorfor det er vigtigt at dedikere tid og opmærksomhed til det. Derudover vil vi analysere nogle af de teorier og debatter, der er opstået omkring Alfred Gabriel Nathorst, samt dens indflydelse på det nuværende samfund. I sidste ende har denne artikel til formål at give en omfattende og berigende vision af Alfred Gabriel Nathorst, så læseren kan udvide deres viden og forstå vigtigheden af dette emne i dagens verden.
Alfred Gabriel Nathorst | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 7. november 1850 ![]() Bergshammars församling, Sverige ![]() |
Død | 20. januar 1921 (70 år) ![]() Adolf Fredriks församling, Sverige ![]() |
Gravsted | Norra begravningsplatsen ![]() |
Bopæl | Sverige ![]() |
Far | Hjalmar Nathorst ![]() |
Søskende | Carl Nathorst ![]() |
Barn | Ruth Nathorst ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Lunds Universitet ![]() |
Professorater | akademiker ![]() |
Medlem af | Kungliga Vetenskapsakademien, Det Preussiske Videnskabsakademi, Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab, Bayerische Akademie der Wissenschaften, Ruslands Videnskabernes Akademi med flere ![]() |
Beskæftigelse | Opdagelsesrejsende, polarforsker, palæontolog, botaniker, paleobotaniker, geolog ![]() |
Fagområde | Geologi, palæobotanik, botanik ![]() |
Faglig interesse | Palæobotanik ![]() |
Deltog i | Svenska Grönlandsexpeditionen 1883 ![]() |
Arbejdsgiver | Naturhistoriska riksmuseet (1884-1917) ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Lyellmedaljen (1904), Vegamedaljen (1900), æresdoktor ved University of St Andrews, æresdoktor ved University of Cambridge ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Alfred Gabriel Nathorst (født 7. november 1850 i Väderbruun, Nyköping [1], død 20. januar 1921 i Stockholm[2]) var en svensk natur- og polarforsker, søn af Hjalmar Nathorst.
Nathorst far var agronomen Hjalmar Nathorst. Han fik sin studentereksamen i Lund i 1868,[3][2] og Uppsala i 1871.[3] Han blev både docent i geologi og dr. phil. fra Lunds universitet i 1874,[3][2] var i perioden 1873—84 tilknyttet "Sveriges geolologiska undersökning",[3][2] og 1884—1917 professor og museumsinspektør (med ansvar for samlingerne af arkegoniater og fossile planter) ved "Naturhistoriska Riksmuseet" i Stockholm.[3][2] Han blev desuden medlem af Vetenskaps-Akademien i 1885. Nathorst var også forfatter; og skrev om først og fremmest om palæontologi, men også om botanik og geologi.
Nathorst begyndte tidlige at studerer naturvidenskab; han startede med botanik, gik senere i gang med geologi, men hans arbejde indenfor palæobotanik anses for hans vigtigste videnskabelige arbejder. Det geologiske arbejde omfattede Skånes geologi, herunder det kambriske og stenkulsførende dannelser, samt landsdelens tektonik. Han påviste i 1874, at størstedelen af de beskrivelser af ældre geologiske formationer, såsom fossile alger, faktisk var spor efter lavere dyr og mærker af genstande som var blevet skyllet frem på stranden af bølgerne.[a] Han påviste blandt andet at planten Eophyton var en sådan. Han fokuserede senere sit arbejde på polaregnene, hvor han i 1910 sammenfattede sine undersøgelse på dette område i en oversigtsartikel.[b] Derudover udgav han Jordens historia i 1888-94, som var en delvis bearbejdning af Melchior Neumayrs Erdgeschichte og Sveriges geologi.[4]
Han har beskrevet de rige samlinger af plantefossiler fra Skånes dannelse, hvor han også har inddelt Skånes dannelse i detaljerede zoner. Han udførte også forskning omhandlende den fossile floras anatomi og morfologi, og det lykkedes ham blandt andet at rekonstruer Dictyophyllum. Det lykkedes også Nathorst at forbedre enkelte undersøgelsesmetoder, såsom kollodiumaftryk, der kan undersøge kutikulas struktur.
Han var i stand til at påvise at eksempelvis almindelig rypelyng, Salix polaris og dværg-birk havde været udbredt i det nordlige Europa,[4] efter at han i 1870 fandt resten af den arktiske flora ved Alnarp i Skåne.[c] Skånes fossile flora er den bedst undersøgte flora fra denne, hvilket især skyldes at den dannede grundlang for Nathorsts studier i flere år.[kilde mangler][d] Han lavede også bidrag til Spitsbergens og Grønlands planteverden, og dennes historik, foruden at lave afhandlinger om den sekulære forvitring, forkastninger og andre geologiske emner.
Nathorst udgav i perioden 1894-1920 værket Zur fossilen Flora der Polarländer, som var en bearbejdning af det materiale om Japans tertiære flora, som Vega-ekspeditionen bragte tilbage. Yderligere er de samlede planteforsteninger på Frants Josefs land også bearbejdet af Nathorst.
Han forskede også i de dyr der tidligere blev opfattet som alger, altså krebs, orme med flere,[5] foruden meduser i det svenske kambriske lag. Dertil findes både store og små afhandlinger om palæontologiske emner.
I 1884 blev Nathorst udnævnt til professor af kongen og i 1910 som museumsinspektør for afdelingen for palæobotanik ved Naturhistoriska riksmuseet, hvor han var frem til han gik på pension i 1917. Grundet sit store arbejde som palæobotaniker, havde han opbygget et stort netværk over hele verden - et netværk der var medvirkende til at Stockholms Naturhistoriske Museum fik en stor og bred samling. I størstedelen af sin tid på museet, havde Nathorst sin afdeling i gamle lokaler i Vetenskabsakademiens hus, men han fik i 1915 mulighed for selv at indrette, da det nye museum åbnede.
Nathorst var leder af flere ekspeditioner til blandt andet Ishavet. Allerede i 1870 deltog han i sin første polarrejse (til Svalbard) - som han kom tilbage til i 1882. I 1883 var han med på den Svenske Grønlandsekspedition ombord på Dampskibet Sofia. På ekspeditionen fungerede han som souschef, foruden at lede turen fra Waigattet til Kap York. I 1898 var han med på skibet Antarctic, og i 1899 var han leder af en ekspedition der skulle finde Salomon August Andrées forsvundne ekspedition fra to år tidligere. Ekspeditionen lykkedes ikke, men de formåede alligevel at lave en kortlægning af områder omkring Grønland.[6]
Nathorst var medlem af Fysiografiska sällskapet i Lund (1878), Vetenskapsakademien (1885), æresmedlem ved Södermanlands-Nerikes nation, Vetenskapssocieteten i Uppsala (1907) og Vetenskaps- och vitterhetssamhället i Göteborg (1909) samt medlem og æresmedlem af omkring 30 udenlandske lærde selskaber. Han var æresdoktor ved universiteterne i Greifswald, Cambridge, Kristiania og S:t Andrews.[7]
Nathorst blev tildelt Lyellmedaljen i 1904.[kilde mangler]
Efter sin død, har Nathorst fået omkaldt et landområde efter sig.[8] Nathorst land er området mellem Van Mijen- og Van Keulenfjordene på Spitsbergen.[9][10]
Alfred Nathorst døde den 20. januar 1921. Han er begravet på Norra begravningsplatsen i Stockholm.[11][12]
{{cite book}}
: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
{{cite book}}
: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
![]() |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |