I dagens verden er Albrecht 1. af Sachsen blevet stadig vigtigere på forskellige områder. Uanset om det er i forbindelse med teknologi, politik, kultur eller ethvert andet aspekt af hverdagen, er Albrecht 1. af Sachsen blevet et relevant emne, der fanger opmærksomheden og interessen hos et stort antal mennesker rundt om i verden. Fra dets indvirkning på samfundet til dets implikationer for fremtiden er Albrecht 1. af Sachsen blevet en kilde til debat og refleksion, der genererer uendelige meninger og perspektiver. I denne artikel vil vi analysere i dybden vigtigheden af Albrecht 1. af Sachsen og dens indflydelse på vores nuværende virkelighed.
Albrecht 1. af Sachsen | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 1175 ![]() |
Død | 7. oktober 1260 ![]() Zisterzienserabtei Lehnin, Brandenburg, Tyskland ![]() |
Gravsted | Zisterzienserabtei Lehnin ![]() |
Far | Bernhard 3. af Sachsen ![]() |
Mor | Brigitte af Danmark ![]() |
Søskende | Sophia von Sachsen, Henrik 1. af Anhalt ![]() |
Ægtefæller | Agnes af Thüringen (1238-1246), Agnes af Babenberg (1222/1222-1226), Helene af Braunschweig-Lüneburg (1247-1260) ![]() |
Børn | Jutta af Sachsen, Johan 1. af Sachsen-Lauenburg, Albrecht II. af Sachsen-Wittenberg, Elisabeth af Sachsen, Bernhard af Sachsen, Agnes af Sachsen, Helene af Sachsen, Helene af Sachsen, Jutta af Sachsen ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Aristokrat ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Albrecht 1. af Sachsen (født 1175/1180, død 8. november 1261) var hertug af Sachsen 1212-1261, hertug af Albingen fra 1226, regent af markgrevskabet Meissen 1217-1230. Søn af hertug Bernhard III af Sachsen (død 1212) og (antagelig) Judith af Polen (død 1201/1202).
Hertug Albrecht I understøttede indtil det sidste kejser Otto IV mod stauferne og bekrigede især staufernes mand ærkebiskop Albrecht af Magdeburg. Under disse kampe mistede hertugen blandt andet Stassfurt. Ved kejser Ottos død i 1218 overgik hertug Albrecht til den staufiske kejser Frederik II og fik der efter af denne sine len, rettigheder og fogderier bekræftede.
Albrecht opholdt sig flere gange i Italien. I 1226 blev han valgt til hertug af Albingen, hvorfor han blev inddraget i Holsten-Schauenburgs krig mod Danmark. Albrecht deltog i slaget ved Bornhöved syd for Kiel den 22. juli 1227, hvorved den danske stormagtsställning brød sammen. Han genvandt da Lauenburg-Ratzeburg samt landet Hadeln. Det sachsiske højhedskrav på Holsten-Wagrien, Schwerin, Dannenberg og Lübeck blev sikret. Fra sine welfiske modstandere kunne hertug Albrecht vinde fogderierne Bergedorf, Hitzacker og Sachsenwald.
1228/1229 var hertug Albrecht med kejser Frederik II i Jerusalem og formidlede 1231/1232 freden mellem kejseren og dennes søn kong Henrik (VII). 1240/1241 var Albrecht atter i Italien. Sedan faldt han imidlertid fra kejseren og anerkendte i stedet tronprætendenten Willem af Holland og senere (1257) Alfons X af Kastilien.
Under Albrechts tid rådede der anarki i det sachsisk-westfaliske område. Han vandt der grevelige rettigheder og besiddelser i Engern. I nogle dokumenter betegnes Albrecht som hertug af Engern, hvilket må anses for en inofficiel titel. Kort før sin død delte Albrecht sit land mellem sine sønner, hvorved linjerne Sachsen-Lauenburg og Sachsen-Wittenberg opstod.
Albrecht giftede sig første gang i Wien 1222 med Agnes af Østrig (1206-1226). Parret fik kun et barn:
Albrecht giftede sig anden gang tidligst 1229 med Agnes af Thüringen (død inden 1247). Parret fik følgende børn:
Albrecht giftede sig tredje gang i 1247/1248 med Helene af Braunschweig-Lüneburg (død 1273). Parret fik følgende børn: