I dagens artikel skal vi udforske den fascinerende verden af Ð. Fra dens oprindelse til dens indvirkning på nutidens samfund, vil vi dykke ned i alle aspekter relateret til Ð. Vi vil analysere dens udvikling over tid, dens praktiske anvendelser, og hvordan den har påvirket forskellige områder af menneskelivet. Derudover vil vi undersøge den seneste forskning og opdagelser relateret til Ð, samt udtalelser fra eksperter på området. Gør dig klar til at begive dig ud på en videns- og opdagelsesrejse om Ð. Gå ikke glip af det!
Ð (majuskel), ð (minuskel) er et bogstav, der ikke kendes fra dansk, men bruges i visse fremmede person- og stednavne. Bogstavet bruges på vestoldnordisk (norrønt) og oldengelsk (angelsaksisk) samt i nutiden på islandsk (eð) og færøsk (edd) samt på samisk.
På islandsk er det et "blødt" d som det engelske th i father og det danske d i fader (den danske lyd er dog en approksimant, hvor den engelske og islandske er en spirant, dvs. udtales med friktion). Det samme er tilfældet på samisk.
På færøsk er det – ligesom g mellem vokaler – stumt,[1] men opretholdes i skriften af etymologiske grunde. I de vokalsammenstød, der sproghistorisk er opstået ved bortfald af ð og g her, forekommer til gengæld glidelydene /j/ og /v/ henholdsvis foran vokalerne i og u (dog /j/ og /w/ hvis den foregående vokal er henholdsvis i og u), f.eks. maður, "mand" = /ˈmæavur/; faðir, "fader" = /ˈfæajir/; veður, "vejr" = /ˈve:vur/; vegur, "vej" = /ˈve:vur/; suður, "syd" = /ˈsu:wur/. Glidelydende optræder imidlertid i alle vokalsammenstød, f.eks. også bláur, "blå" = /ˈblåavur/, hvorimod bogstavet kun sættes etymologisk, altså hvor der på islandsk og norrønt står ð og g. Skønt ð og g således ofte forekommer, hvor udtalen har /v/, /w/ og /j/ mellem vokaler, er disse lyde altså ikke en "udtale" af ð og g.
Tegnet ð (minuskel) er almindeligt i lydskrift, både i den danske Dania og i den internationale IPA. I Dania betegner den netop det danske "bløde" d, dvs. en stemt laminalapproksimant; i IPA betegner det den ovennævnte stemte laminale spirant.
Et lignende bogstav er det serbo-kroatiske bogstav Đ (majuskel), đ (minuskel) (i det kyrilliske alfabet skrevet ђ). Det har imidlertid intet at gøre med ð, men udtales omtrent som dj i dansk djærv.
Tegnet er egentlig opstået i oldengelsk, hvor det er almindeligt i tekster. Det er dannet ved at gennemstrege et d (hvis øverste streg skrånede ind over bogstavet i den skriftform, der blev benyttet på det tidspunkt).