I denne artikel skal vi udforske og dykke ned i emnet Synagoge, og undersøge dets indvirkning på forskellige aspekter af samfundet. Synagoge har været genstand for interesse og debat i de senere år, og dets relevans vokser fortsat i dagens verden. Gennem detaljeret analyse vil vi undersøge både de positive og negative aspekter af Synagoge, dets indflydelse i forskellige sammenhænge, og hvordan det former og driver ændringer i vores miljø. Med et kritisk og objektivt blik søger vi at belyse denne problemstilling, der påvirker vores dagligdag så meget.
Synagoge (fra græsk συναγωγη) er den generelle betegnelse for jødiske bede- og forsamlingshuse. Hovedrummet i en synagoge indeholder sædvanligvis en ark (aron hakkódesh eller hekhál) hvor torarullerne bliver opbevaret; en ophøjet læseplatform (bima eller tebá) for toralæsning og ledelse af bøn, og et evigt lys (ner tamíd) til minde om den syvarmede lysestage i Templet i Jerusalem. I ortodokse menigheders synagoger findes der som oftest en fysisk opdeling, mehitza, mellem mands- og kvindedelene af synagogerummet.
Andre navne for ‘synagoge’ er for eksempel hebræisk בית כנסת (bet keneset), jiddisch shul, spansk/portugisisk esnoga og i hovedsag reformjødisk tempel.
Den ene synagoge i København ligger i Krystalgade og blev indviet i 1833. Synagogen i den forhenværende danske by Frederiksstad i Sydslesvig blev indviet i 1845. I Ole Suhrsgade findes der også en synagoge, dog mindre end synagogen i Krystalgade.
Endvidere fandtes synagoger i Holsten i Altona, Glückstadt (senere solgt til nedrivning) og i Rendsborg-Neuwerk (siden 1988 jødisk museum).
I Norge findes der i dag to synagoger — en i Oslo og en i Trondheim. Synagogen i Trondheim er en af verdens nordligste. (Den allernordligste synagoge ligger dog, så vidt kendt, i Fairbanks i Alaska.) Andre synagoger har også været i brug — inkluderet et lejet lokale i Folkets Hus i Kristiansund før 2. verdenskrig.
I Sverige findes der i dag tre synagoger — i landets tre største byer, Stockholm, Gøteborg og Malmø.