Rumfartøj

I dagens verden er Rumfartøj et emne, der er blevet mere og mere relevant. Fra dens indvirkning på samfundet til dens indvirkning på økonomien og miljøet er Rumfartøj blevet et omdrejningspunkt for både eksperter og borgere. For bedre at forstå dette fænomen og dets implikationer, er det afgørende at undersøge det fra flere perspektiver og opdage dets sande omfang. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Rumfartøj, hvilket giver et omfattende overblik lige fra dets historie til dets mulige løsninger. Med dette håber vi at kaste lys over Rumfartøj og fremme en informeret diskussion om dens betydning i dag.

Lockheed Martin X-33 skulle udvikles til afløseren til de nuværende rumfærger, men blev nedlagt i 2001.

Et rumfartøj er et fartøj til brug i rummet, dvs. uden for jordens atmosfære. Eksempler på rumfartøjer er astronomisatellitter, satellitter, rumsonder, raketter, månebiler, rumstationer og rumfærger.

Trafikken i rummet er i dag ekspanderet i en grad at rumaffald kan udgøre et problem[1]. Det globale antal kommercielle opsendelser siden år 2000 er mindst på 35 til 40 per år [2] og antallet af rumfartsagenturer øges. Længere tids ophold i rummet på rumstationer er allerede i gang og også forskning i muligheder for bosættelse på andre planeter. Rumrejser, der engang kun var for testpiloter og uddannede astronauter, er nu nået et nyt niveau med rumturisme.

For at rejse i rummet kræves et rumfartøj. Tanken om rumrejser er ikke ny Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) tegnede modeller mens forfattere som Jules Verne (1828-1905) og H.G. Wells (1866-1946) skrev om rejser i rummet.

De første ingeniørvidenskabelige teorier hvoraf raketter blev bygget til rumfart blev skrevet af Robert Goddard – "A Method of Reaching Extreme Altitudes (1920)" og Hermann Oberth "Rakete zu den Planeräumen (1923)".

Sidst i 1950'ene efter at teknologien med raketter og brændstof var udviklet nok blev de første rumfartøjer sendt af sted.

I 1960'ene begyndte de første rumrejser med besætning. Rumfartøjerne skulle designes til at medbringe passagerer. For at opholde sig i rummet må mennesket beskytte sig mod vakuum og stråling, ved længere tids ophold i rummet udvikles der knogleskørhed pga. manglende tyngdekraft.

Teknologi

Long Duration Exposure Facility (LDEF) var i rummet fra april 1984 til januar 1990. Oprindeligt skulle den kun være oppe i elleve måneder.

Traditionelt drives rumfartøjer frem af raketmotorer som f.eks. kontrolleret forbrænder brint og ilt. Nogle nyere rumsonder anvender en mere effektiv ion-motor.

I fremtiden kan det tænkes at man kan komme til at anvende antistof og almindeligt stof, hvilket vil være en særdeles masseeffektiv fremdriftsform.

Se også

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:
  1. ^ (engelsk) Heiner Klinkrad – ESA Space Debris Expert youtube.com
  2. ^ Ariane 5 – Europas nye løfteraket Arkiveret 2. juni 2008 hos Wayback Machine Rumfart.dk



RumfartSpire
Denne artikel om rumfart er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.