Kenichi Fukui
I dagens verden er Kenichi Fukui blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt publikum. Siden dets fremkomst har Kenichi Fukui skabt debat og kontrovers, hvilket har givet anledning til en række meninger og tilgange, der afspejler mangfoldigheden af perspektiver på dette emne. Da Kenichi Fukui fortsætter med at fange samfundets opmærksomhed, er det vigtigt nøje at undersøge dets implikationer, konsekvenser og potentielle løsninger. I denne artikel vil vi udtømmende udforske alle aspekter relateret til Kenichi Fukui, hvilket giver læseren en komplet og opdateret vision af dette emne, der er så relevant i dag.
 Kenichi Fukui | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 4. oktober 1918  Heijō, Japan |
| Død | 9. januar 1998 (79 år) Kyoto, Japan |
| Dødsårsag | Kræft |
| Nationalitet |  Japansk |
| Familie | Ken'ichirō Umehara (svigersøn), Takeshi Umehara (med-svigerfar) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Kyotos universitet |
| Medlem af | Royal Society (1989), Det japanske akademi, Det internationale akademi for kvantemolekylærvidenskab, National Academy of Sciences (fra 1981), American Academy of Arts and Sciences med flere |
| Beskæftigelse | Professor, forsker, kemiker |
| Fagområde | Kemiker |
| Arbejdsgiver | Kyotos tekniske institut, Kyotos universitet |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Den Opstigende Sols Orden, 1. klasse, Foreign Member of the Royal Society (1989), Schrödingermedaljen (1987), Person med specielle fortjenester inden for kultur (1981), Nobelprisen i kemi (1981) med flere |
| Nobelpris |  Nobelprisen i kemi 1981 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Kenichi Fukui (født 4. oktober 1918, død 9. januar 1998) var en japansk kemiker, der modtog Nobelprisen i kemi i 1981. Han var den første asiatiske videnskabsmand, der modtog en kemisk Nobelpris.
Fukui var professor ved Kyoto Universitet i perioden 1951-1982, hvorpå han var præsident for Kyotos Teknologiske Institut indtil 1988.
Hans forskningsmæssige indsats omfatter fremsættelsen af en teori om reaktivitet i aromatiske hydrokarbonater, der dog ikke indledningsvis vandt anerkendelse. Han fremsatte endvidere teorier om gelering, om organisk syntese i uorganiske salte samt om kinetik i polymerer. Den forskning, som indbragte ham Nobelprisen, drejede sig om molekylorbitaler i kemiske reaktioner. Han delte prisen med Roald Hoffman, som uafhængigt heraf havde opnået tilsvarende resultater.
 | Spire Denne naturvidenskabelige biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |