I denne artikel skal vi behandle spørgsmålet om Ingeborg Bachmann, som har fået stor relevans i de senere år. Ingeborg Bachmann er et emne, der har vakt interesse hos eksperter og den brede offentlighed på grund af dets indflydelse på forskellige samfundsområder. Gennem denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter af Ingeborg Bachmann, fra dens oprindelse til dens nuværende implikationer. Ligeledes vil vi analysere de forskellige perspektiver og tilgange, der er udviklet omkring dette emne, for at tilbyde en bred og komplet vision af Ingeborg Bachmann. Uden tvivl er dette et spændende emne, der lover at skabe en berigende debat og kaste lys over grundlæggende spørgsmål for at forstå den aktuelle virkelighed.
Ingeborg Bachmann | |
---|---|
![]() 1962 | |
Personlig information | |
Født | 25. juni 1926 ![]() Klagenfurt, Østrig ![]() |
Død | 17. oktober 1973 (47 år) ![]() Rom, Italien ![]() |
Gravsted | Zentralfriedhof Annabichl ![]() |
Nationalitet | ![]() |
Bopæl | Rom ![]() |
Partnere | Max Frisch, Paul Celan ![]() |
Uddannelse og virke | |
Medlem af | Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung, Gruppe 47 ![]() |
Beskæftigelse | Essayist, journalist, dramatiker, manuskriptforfatter, oversætter, forfatter, filosof, digter, librettist ![]() |
Fagområde | Essay, poesi ![]() |
Arbejdssted | Wien ![]() |
Kendte værker | Das dreißigste Jahr, Der gute Gott von Manhattan, Die Karawane und die Auferstehung, Malina, Simultan ![]() |
Påvirket af | Ilse Aichinger ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Store østrigske statspris for litteratur (1968), Georg Büchner-prisen (1964), Anton Wildgans-prisen (1971), Literaturpreis der Stadt Bremen (1957) ![]() |
Signatur | |
![]() | |
Information med symbolet ![]() |
Ingeborg Bachmann (født 25. juni 1926 i Klagenfurt, Østrig, død 17. oktober 1973 i Rom, Italien) var en af Østrigs mest betydende kvindelige forfattere i det 20. århundrede.
Hun studerede filosofi, psykologi og germanistik ved universiteterne i Innsbruck, Graz og Wien og afsluttede studierne med en doktorgrad. Hun publicerede kort efter sine første tekster, og hendes litterære karriere blev yderligere fremmet gennem kontakten med Hans Weigel og den litterære kreds kendt som Gruppe 47, som inkluderede personer som Ilse Aichinger, Paul Celan, Heinrich Böll, Marcel Reich-Ranicki og Günter Grass.
I 1953 slog hun sig ned i Rom, delvis som følge af det politiske qvasifascistiske miljø i Østrig og Tyskland, hvor hun under den mediterrane himmel i de følgende år skrev digte, essays, libretti og lignende musikfrembårne digteriske frembringelser til flere af den også i Latium bosiddende tyske avantgardekomponist Hans Werner Henzes operaer (mest bemærkelsesværdig den komiske opera fra 1965, Der junge Lord (Den unge lord) (en fremførelse med et usandsynligt tydeligt tysk og derudover på dvd forsynet med undertekster af den meget vittige og underfundige men aldrig platte tekst. Der Junge Lord findes i handelen på både CD (Deutsche Grammophon) og i en DVD med filmudgaven fra 1968 med den originale rollebesætning fra 1965) på Deutsche Oper Berlin, af denne meget givende opera og andre vokale værker samt noveller, som gav hende stor international anerkendelse. Hun døde på hospitalet som følge af de brandsår, som dækkede 40 % af kroppen, og som hun havde pådraget sig ved at ryge i sengen og derpå, muligvis beruset, at falde i søvn. De nærmere omstændigheder er aldrig klarlagt.
I 1964 modtog hun Georg Büchner-prisen.
Hvert år i Klagenfurt uddeles Ingeborg Bachmann Prisen til minde om den kendte østrigske forfatter.