I dag er Den Iberiske Halvø et emne, der har fanget opmærksomheden hos mange mennesker rundt om i verden. Med en relevans, der overskrider grænser og kulturer, har Den Iberiske Halvø formået at etablere sig som et fælles interessepunkt for nutidens samfund. Hvad enten det er i akademia, underholdning, politik eller hverdagsliv, har Den Iberiske Halvø fået en væsentlig betydning, som ikke kan overses. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Den Iberiske Halvø, analysere dets indvirkning i forskellige sammenhænge og dets relevans for folks daglige liv.
Den Iberiske Halvø (også kaldt Den Pyrenæiske Halvø) ligger i det sydvestligste Europa. Den er afgrænset af Middelhavet mod syd og øst og af Atlanterhavet mod nord og vest. Pyrenæerne danner den nordøstlige grænse af halvøen og forbinder den med resten af Europa. Ved Gibraltar i den sydligste del er den Iberiske Halvø tæt ved Afrika. Gibraltar-strædet adskiller halvøen fra Marokko på det afrikanske fastland i en bredde af 14 km. Halvøen dækker 582.925 km². Dens geografiske centrum ligger i bjergkæden Cerro de los Ángeles. Den længste flod er Tajo, der er 1.007 km lang (med 731 km i Spanien og 275 km i Portugal). Det højeste punkt på den iberiske halvø er bjerget Mulhacén (3.482 m), befinder sig mod syd i bjergmassivet Sierra Nevada (i Andalusien). Geologisk set er det kendetegnende for den Iberiske halvø, at den største del af fastlandet består af en højslette, den Kastillanske højslette, der har en gennemsnitlig højde over havet på ca. 600 m. De nordlige, nordvestlige og vestlige kyster er klippefyldte og forrevne, modsat de østlige, sydøstlige og sydlige, der er mere blide.
Politiske mellemplader af Den Iberiske Halvø sorteret efter område:
De første beboere (bortset fra neandertalere og Cro-Magnon-mennesker) var antagelig ibererne. Navnet "den iberiske halvø", kommer af floden ”Íber”, som muligvis er den nuværende Ebro, men det kan også dreje sig om Guadalquivir eller andre floder i Huelvaområdet. Tekster fra antikken nævner en flod, Iberus og et folk, som kaldes iberer. Allerede på den tid begyndte grækerne at kalde halvøen for Iberia.
Senere kom kolonier af carthageniensere og romere til, og det var romerne, der først kaldte halvøen for ”Hispania”.
Da det vestromerske rige brød sammen, slog visigoterne sig ned på halvøen, indtil de blev fordrevet af maurerne, som kaldte landet Al Andalus.
I Middelalderen var halvøen opdelt i mange småstater, dels muslimske og dels kristne. I syv århundreder blev den iberiske halvø et betydningsfuldt centrum for Islamisk kultur, indtil det sidste tilholdssted, Granada, faldt i 1492.
Derefter blev landene på den iberiske halvø, Spanien og Portugal, udgangspunkt for opdagelsesrejser og store koloniriger i fremmede verdensdele. Det skabte stor rigdom, men også betydelig inflation, og rigerne tabte efterhånden momentum i den europæiske ekspansion.
Begge lande stod uden for verdenskrigene, men måtte gennemleve lange perioder under diktatur. I dag er den iberiske halvø en integreret del af EU med demokratisk styre.
UNESCO's liste viser, at denne halvø har været historisk, kulturelt og økonomisk betydningsfuld i årtusinder.