Occitansk (sprog)

I denne artikel vil vi udforske og analysere Occitansk (sprog) i dybden. Fra dens historie til dens indflydelse på nutidens samfund vil vi dykke ned i alle de relevante aspekter relateret til dette emne. Med en mangefacetteret tilgang vil vi behandle alt fra historiske og kulturelle perspektiver til nutidige diskussioner og fremtidsprojektioner. Occitansk (sprog) er et emne, der har fanget manges opmærksomhed og har sat gang i debatter og refleksioner på forskellige områder. Tag med os på denne opdagelsesrejse og forståelse af Occitansk (sprog).

Occitansk
(occitan, lenga d'òc)
Talt i:  Frankrig
 Spanien
 Italien
 Monaco 
Region:
Talere i alt: 218.310 (2012)[1]
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Italisk
  Romansk
   Italovestlig
    Vestlig
     Galloiberisk
      Iberoromansk
       Occitanskromansk
        Occitansk 
Skriftsystem: Latinsk alfabet 
Officiel status
Officielt sprog i:  Catalonien
Reguleret af:

Dialekter

Sprogkoder
ISO 639-1: oc
ISO 639-2: oci
ISO 639-3: oci 
Det occitanske sprogområde i Frankrig

Occitansk er en gruppe gallo-romanske sprog, som tales i Sydfrankrig og det øvrige historiske Occitanien.

Der er tre hoveddialekter:

Occitansk tales også i Val d'Aran – en dal i Pyrenæerne i Spanien på grænsen til Frankrig. I Val d'Aran er occitansk officielt sprog og kaldes béarnsk. Sproget er en afart af gasconsk, der tales i Gascogne. Ca. 60% af de 6.000, der bor i dalen, taler sproget, mens godt 90% forstår det.

Standarder

I occitansk findes der flere standarder for, hvordan sproget skal skrives. Grunden er, at troubadourer talte og sang det. Senere er det besluttet, hvordan sproget skal skrives. Der findes fire standarder:

Mistrals standard

Mistrals standard søger at fastlægge, hvordan man skriver occitansk, og er udviklet før den klassiske. Standarden blev udviklet i 1853 på baggrund af Joseph Roumanilles værker og Frédéric Mistrals arbejde, som den er opkaldt efter.


Klassisk standard

Den klassiske standard har som mål at dække samtlige occitanske dialekter. Den baserer sig på troubadourernes mundtlige overleveringer og forsøger at konstruere moderne ord herudfra. Standarden er afslutningen på den proces, der blev påbegyndt i begyndelsen af 1800-tallet og afsluttet med udgivelsen af livre Gramatica Occitana segon los parlars lengadocians af Louis Alibert i 1935.

Bonnaudienne-standarden

Bonnaudienne-standarden tager udgangspunkt i den auvergnatiske dialekt. Standarden varetages af Cercle Terre d'Auvergne[4].

École du Pô-standarden

École du Pô-standarden er udviklet af den cisalpine dialekt, der tales i de occitanske dale på grænsen mellem Frankrig og Italien. Standarden varetages af École du Pô, der søger at bevare de regionale sprog omkring Piemonte.

Talere

Antallet af brugere varierer alt efter, hvordan man definerer brugen.

  • Ifølge en undersøgelse af bl.a. Étienne Hammel og Philippe Martel[5] er der 583.000 talere.
  • Délégation générale à la langue française et aux langues de France[6] mener at tallet ligger omkring 526.000..
  • På Etnologs hjemmeside [1] kan man se tallet 1,94 mio. i Frankrig og 2.048.310 i alt.
  • Lingvisten Jean-Marie Klinkenberg[7] mener, at der er mellem 10 og 12 mio. der taler occitansk.

Kilder

  1. ^ a b "Ethnologue - Occitan" (engelsk).
  2. ^ CLO's statements in Lingüistica Occitana (online review of Occitan linguistics). Arkiveret 30. juli 2018 hos Wayback Machine (fransk)
  3. ^ Congrès permanent de la langue occitane / Congrès permanent de la lenga occitana - Un nouvel organisme de régulation de l'occitan au service des usagers et des locuteurs Arkiveret 27. januar 2012 hos Wayback Machine (fransk)
  4. ^ "Cercle Terre d'Auvergne's hjemmeside" (occitansk og fransk).
  5. ^ "Langues et cité - L'occitan" (PDF) (fransk).
  6. ^ "Les langues de France" (PDF) (fransk).
  7. ^ Des langues romanes. Duclot. 1999. s. 228. ISBN 2801110884.

Eksterne henvisninger