Yaya Touré

I dag er Yaya Touré et emne, der vækker stor interesse i samfundet. I årtier har Yaya Touré været genstand for undersøgelse, debat og analyse inden for forskellige områder, fra videnskab og teknologi til kunst og kultur. Betydningen af ​​Yaya Touré ligger i dens indflydelse på menneskers dagligdag og dens evne til at skabe væsentlige forandringer i verden. I denne artikel vil vi udforske forskellige perspektiver relateret til Yaya Touré, analysere dets indvirkning på nutidens samfund og reflektere over dets rolle i fremtiden.

Yaya Touré
Personlig information
Fulde navn Gnégnéri Yaya Touré
Født 13. maj 1983 (41 år)
Sekoura Bouaké, Elfenbenskysten
Højde 189 cm
Position Central midtbane, defensiv midtbane
Ungdom
1996–2001 ASEC Mimosas
Seniorkarriere*
År Hold Kampe† (Mål)†
2001–2003 Beveren 70 (3)
2003–2005 Metalurh Donetsk 33 (3)
2005–2006 Olympiakos 20 (3)
2006–2007 AS Monaco 27 (5)
2007–2010 FC Barcelona 74 (4)
2010–2018 Manchester City 316 (79)
2018 Olympiakos 2 (0)
2019-2020 Qingdao Huanghai 14 (2)
Landshold
2004–2015 Elfenbenskysten 101 (19)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga.

† Kampe (mål).

Gnégnéri Yaya Touré (født 13. maj 1983 i Elfenbenskysten) er en fodboldspiller, som har spillet for FC Barcelona, Manchester City og Elfenbenskystens landshold.

Touré var angriber i sine unge dage,[1] og han spillede centerforsvarer, bl.a. for Barcelona i Champions League finalen i 2009.[2] Størstedelen af sin karriere var han dog midtbanespiller, hvor han blev regnet for en af verdens bedste på sin position.[3] Han regnes også for en af Afrikas bedste spillere gennem tiden, og Touré blev kåret som Årets fodboldspiller i Afrika i 2011, 2012, 2013 og 2014.[4][5]

Touré startede sin karriere i ASEC Mimosas i Elfenbenskysten, hvor han fik sin debut, da han var 18. Hans spil vakte interesse i Europa, og han spillede for Beveren, Metalurh Donetsk, Olympiakos og Monaco, før han skiftede til Barcelona i 2007. Han spillede over 100 kampe for klubben og var en del af det historiske Barcelona-hold, der i 2009 vandt seks trofæer i ét kalenderår. I 2010 skiftede Touré til Manchester City, hvor han spillede en central rolle for klubben, da den vandt mesterskabet i 2012 og 2014.

Touré spillede 101 landskampe for Elfenbenskysten fra 2004 til 2015 og deltog i VM-slutrunderne i 2006, 2010 og 2014. Han deltog også i seks Africa Cup of Nations i 2006, 2008, 2010, 2012, 2013 og 2015, hvor han fik to andenpladser i 2006 og 2012. I 2015 var han anfører, da Elfenbenskysten vandt turneringen.

Hans storebror Kolo Touré var hans holdkammerat hos Manchester City og på landsholdet.

Titler

Olympiakos

Barcelona

Manchester City

Qingdao Huanghai

Elfenbenskysten

Individuelle priser

Referencer

  1. ^ "Yaya Toure". FourFourTwo. Hentet 2. november 2020.
  2. ^ White, Duncan (23. maj 2009). "Manchester United v Barcelona: Yaya Toure is Barca's unlikely defender". The Daily Telegraph. London. Hentet 8. maj 2012.
  3. ^ "Yaya Toure still has something to offer a Premier League club despite turning 35". ESPN. Hentet 29. august 2018.
  4. ^ "Toure crowned African Player of the Year 2011". Lagos: Confederation of African Football. 22. december 2011.
  5. ^ a b Press, Association (8. januar 2015). "Manchester City's Yaya Touré named African Player of the Year once more". The Guardian. No. 8. januar 2015. London. Press Association. Hentet 9. januar 2015.
  6. ^ "Yaya Toure: A career in pictures". CNN. 16. januar 2015. Hentet 17. august 2020.
  7. ^ "Greece: Kypello Elladas 2005/2006: Final: Olympiakos Piräus – AEK Athen 3:0: Match details". worldfootball.net. HEIM:SPIEL. Hentet 17. august 2020.
  8. ^ "Barcelona 2008–09: Statistics". BDFutbol. Hentet 17. august 2020.
  9. ^ "Barcelona 2009–10: Statistics". BDFutbol. Hentet 17. august 2020.
  10. ^ "Acta del Partido celebrado el 13 de mayo de 2009, en Valencia" [Minutes of the Match held on 13 May 2009, in Valencia] (spansk). Royal Spanish Football Federation. Arkiveret fra originalen 15. juni 2020. Hentet 17. august 2020.
  11. ^ "Acta del Partido celebrado el 16 de agosto de 2009, en Bilbao" [Minutes of the Match held on 16 August 2009, in Bilbao] (spansk). Royal Spanish Football Federation. Hentet 17. august 2020. (Webside ikke længere tilgængelig)
    "Acta del Partido celebrado el 23 de agosto de 2009, en Barcelona" [Minutes of the Match held on 23 August 2009, in Barcelona] (spansk). Royal Spanish Football Federation. Arkiveret fra originalen 15. juni 2020. Hentet 17. august 2020.
  12. ^ "2008/09, Final: Barcelona 2–0 Man. United: Overview". UEFA. Hentet 17. august 2020.
  13. ^ "Final: Barcelona 1–0 Shakhtar Donetsk: Line-ups". UEFA. Hentet 17. august 2020.
  14. ^ "Match report: Estudiantes (La Plata) – Futbol Club Barcelona". FIFA. Arkiveret fra originalen 28. marts 2019.
  15. ^ "Yaya Touré: Overview". Premier League. Hentet 15. maj 2018.
  16. ^ McNulty, Phil (14. maj 2011). "Man City 1–0 Stoke". BBC Sport. Arkiveret fra originalen 25. maj 2014.
  17. ^ McNulty, Phil (2. marts 2014). "Manchester City 3–1 Sunderland". BBC Sport. Hentet 26. april 2019.
  18. ^ McNulty, Phil (28. februar 2016). "Liverpool 1–1 Manchester City". BBC Sport. Hentet 26. april 2019.
  19. ^ Smith, Ben (12. august 2012). "Chelsea 2–3 Man City". BBC Sport. Arkiveret fra originalen 21. januar 2016.
  20. ^ "Ex-Espanyol coach Machin makes Chinese Super League move". Yahoo Sports. 22. juli 2020. Arkiveret fra originalen 17. august 2020. Hentet 17. august 2020.
  21. ^ Hughes, Ian (8. februar 2015). "Ivory Coast 0–0 Ghana". BBC Sport. Hentet 17. august 2020.
  22. ^ "Player of the year » Ivory Coast". worldfootball.net. Hentet 8. november 2020.
  23. ^ "Yaya Toure is named Caf African Player of the Year". BBC Sport. 22. december 2011. Hentet 8. maj 2012.
  24. ^ "Spurs defender Kyle Walker wins PFA Young Player award". BBC Sport. 22. april 2012. Hentet 19. april 2018.
  25. ^ "Luis Suarez: Liverpool striker wins PFA Player of the Year award". BBC Sport. 28. april 2014. Hentet 19. april 2018.
  26. ^ "Orange AFCON 2015 Awards and Best XI". Confederation of African Football. 12. februar 2015. Hentet 8. juni 2016.

Eksterne henvisninger