I denne artikel skal vi analysere Torbjørn Hornkløve i detaljer, udforske dens forskellige facetter og karakteristika for at forstå dens indvirkning i forskellige sammenhænge. Fra dets oprindelse til dets relevans i dag har Torbjørn Hornkløve vakt bemærkelsesværdig interesse og debat og er blevet et emne af interesse for eksperter og den brede offentlighed. På denne måde vil vi undersøge dens historiske udvikling, dens implikationer i det moderne samfund og de mulige konsekvenser, det har for fremtiden. Denne artikel søger at give et omfattende perspektiv på Torbjørn Hornkløve, og dermed tilbyde et solidt udgangspunkt for dem, der er interesserede i at dykke ned i dette komplekse og fascinerende emne.
Torbjørn Hornkløve (norrønt: Þorbjörn hornklofi) nævnes i Skaldatal som en af kong Harald Hårfagers hirdskjalde, men ellers er der få og usikre oplysninger om hans person og hvilke strofer, han egentlig har digtet.
Tilnavnet Hornkløve er af uvis oprindelse, men Haraldskvadet er lagt i munden på en ravn; og i Snorres Edda er hornklofi blandt kenningerne for "ravn". Ordet betegnede også et griberedskab af horn til at holde ting fast med, nærmest en næbtang; her tænkte man vel igen på ravnen og dens næb.[1]
I Fagrskinna står, at Torbjørn var knyttet til Haralds hird fra barndommen af. I Egils saga knyttes han også tidligt til hirden, i hvert fald inden slaget ved Hafrsfjord. Her står også, at kongen satte skjaldene højest blandt sine hirdmænd, og at de sad lige overfor ham ved bordet; inderst sad Audun illskælda, som den ældste; så fulgte Torbjørn. Audun havde tidligere været skjald hos Hårfagers far Halvdan Svarte, men blev regnet som en slet skjald. Et af hans kvad var et plagiat og blev derfor omtalt som Stolen-stevja, "Det stjålne digt".[2]
De bevarede skjaldekvad efter Torbjørn er:
Torbjørn Hornkløve har også været tillagt en lausavísa i Hauksbok, gengivet i en beretning, hvor Torbjørn og to andre af Haralds skjalde pådrager sig kongens vrede efter å være holdt for nar i et kærlighedseventyr med en velstående enke, Ingebjørg, som var en slægtning af kongen. Det drejer sig om en vandrehistorie, så versene er nok digtet til af forfatteren af den norrøne version. [1]
I sin udgave af Haraldskvadet har Finnur Jónsson med støtte i Heimskringla knyttet 23 strofer til kvadet, men 5 av disse (strofe 7–11), som handler om slaget i Hafrsfjord, er i Fagrskinna og Flatøbogen tillagt Tjodolv fra Kvina. En av disse er også i Snorres Edda tillagt Tjodolv. Jón Helgason mener, digtet er sammensat af flere kvad, og har fået støtte af senere forskere.