Philip Dybvig er et emne af interesse for et stort antal mennesker i dag. Dens relevans dækker forskellige områder, og dens betydning er blevet anerkendt gennem tiden. I denne artikel skal vi udforske forskellige aspekter relateret til Philip Dybvig, fra dets oprindelse til dets indvirkning på det nuværende samfund. Vi vil analysere forskellige perspektiver, lytte til udtalelser fra eksperter på området og reflektere over deres indflydelse på vores dagligdag. Philip Dybvig er et emne, der ikke efterlader nogen ligeglade, så det er vigtigt at forstå det grundigt for at kunne træffe informerede beslutninger.
![]() | |
---|---|
![]() 2022 | |
Personlig information | |
Født | 22. maj 1955 (69 år) ![]() Gainesville, Florida, USA ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Indiana University Bloomington (til 1976), Yale University (til 1979) ![]() |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, økonom ![]() |
Fagområde | Økonomi, finans, bankvæsen, økonomi ![]() |
Arbejdsgiver | Southwestern University of Finance and Economics[1] (2010-2021), Princeton Universitet (1980-1981), Yale University (1981-1988), Washington University i St. Louis (fra 1988) ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Nobelprisen i økonomi (2022) ![]() |
Nobelpris | ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Philip Hallen Dybvig (født 22. maj 1955) er en amerikansk økonom og Boatmen's Bancshares Professor i bankvæsen og finansiering ved Olin Business School på Washington University in St. Louis.[2] I 2022 modtog han sammen med Ben Bernanke og Douglas Diamond Nobelprisen i økonomi for de tre økonomers forskning i "banker og finansielle kriser".[3]
Dybvig har sammen med Douglas Diamond skrevet en af de mest citerede økonomiske forskningsartikler nogensinde, hvor de udviklede det, der er blevet kendt som Diamond-Dybvig-modellen om bankers adfærd. Modellen beskriver bankernes grundlæggende funktion som nogle institutioner, der tager imod kortfristede indlån fra husholdninger og transformere dem til langfristede udlån til eksempelvis virksomheder og boligkøbere. Denne omdannelse af kort- til langfristede lån er nyttig for samfundsøkonomien, men gør samtidig bankerne skrøbelige overfor bankstormløb, hvis indskyderne i banken bliver bekymrede for, om de kan få deres penge og derfor i stor stil ønsker at hæve deres indlån på samme tid. Det kan skabe en selvopfyldende profeti og medføre også sunde bankers fallit. Sådanne fænomener kan være med til at forklare finanskrisers opståen og spredning. Viden om disse mekanismer kan omvendt også bruges til at forebygge fremtidige finanskriser via makroprudentiel regulering.[4][5]