Olddansk
I dagens verden er Olddansk blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt publikum. Med den konstante vækst af teknologi og globalisering har Olddansk fået en hidtil uset betydning i vores daglige liv. Uanset om vi taler om Olddansk inden for sundhed, politik, kultur eller ethvert andet aspekt af samfundet, er dets indvirkning ubestridelig. I denne artikel vil vi udforske emnet Olddansk i dybden og undersøge dets implikationer, udfordringer og muligheder i nutidens verden. Fra dets oprindelse til dets fremtidige projektioner er Olddansk et emne, der fortjener at blive udforsket i dybden for bedre at forstå dets indflydelse på vores liv.
| Underklasse til | oldøstnordisk, dansk | |
|---|---|---|
| Land | Danmark | |
| Forrige | • urindoeuropæisk • urgermansk • urnordisk | |
| Næste | • ældre middeldansk • yngre middeldansk • ældre nydansk | |
| Starttidspunkt | 800 | |
| Sluttidspunkt | 1100 | |
Olddansk eller runedansk betegner det sprog, som taltes og blev skrevet i Danmark ca.a 800 e. Kr. - 1100.[1] Der finder vi runeindskrifterne.
I sproghistorien anses urnordisk at være blevet udskilt fra fællesgermansk[2] omkring år 200 e.kr.f. Omkring år 800 udskiltes så olddansk fra urnordisk.[3] Det er først her at man kan tale om et egentligt dansk sprog. Som sprogperiode afløses olddansk omkring i år 1100 af gammeldansk (middeldansk). Skiftet fra olddansk til gammeldansk sker, hvor runeskriften bliver afløst af latinske bogstaver.[1]
Opsplitningen i de nordiske sprog var ikke voldsommere, end at der i den olddanske periode og senere blev sagt, at der taltes med dansk tunge både i Sverige, Norge og Island. Senere begyndte man at bruge navnet norrønt for den dialekt, der blev talt i Norge, Island og på Færøerne. Sprogforskelligheden var så lille i Skandinavien, at der i realiteten var tale om et fælles nordisk sprog.[4]
Forandringer
Lydligt gennemgik olddansk i 800-tallet den østnordiske monoftongering, så diftongerne æi, au og øy blev hhv. e, ø og ø. Markering af bestemthed med suffiks på navneord er formodentligt også opstået i den olddanske periode. Ordforrådet voksede med mange ord der kom sammen med kristendommen.[4]
Litteratur
- V.Dahlerup: Det danske Sprogs Historie (1921),
- Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse (København 1976),
Eksterne henvisninger
Noter
- ^ a b Bent Jørgensen (2016), "Sproghistoriske perioder", Dansk sproghistorie: Dansk tager form, Aarhus Universitetsforlag, 1: 79-83, Wikidata Q86016383
- ^ jvf. Ordbog over det danske sprog: fælles for de germanske folk, germansk omraade osv.; især sprogv., spec. m. h. t. stamsproget for de germanske sprog. (de) fællesgermanske tenues. VilhThoms.Afh.II.257. Hvornaar de nordiske Sprogs Stamsprog, Urnordisk, begyndte .. at skille sig ud fra det fællesgermanske Grundsprog, vides ikke. Bertels. Da.Sproghist.I.(1910).7. substantivisk:VDahlerup. Det da. SprogsHist.(1921).1.
- ^ jvf. Ordbog over det danske sprog: (sprogv.) som hører til det (af det fællesgermanske sprog udskilte) sprog, hvoraf de forsk. nordiske sprog har udviklet sig (i reglen ansat til tiden ca. 200– ca. 800); ofte substantivisk, om dette sprog (jf. u. oldnordisk). Dahlerup.SprH.1(1896).1. Skautrup.SprH.I.15.
- ^ a b Karker, Allan (2016-08-18). "dansk - historie". Den Store Danske. lex.dk. Hentet 2023-04-05.