Okinawan kobudo

I denne artikel skal vi udforske den fascinerende verden af ​​Okinawan kobudo. Fra dens indflydelse på nutidens samfund til dens relevans i historien, har Okinawan kobudo fanget mange menneskers opmærksomhed gennem årene. Gennem detaljeret analyse vil vi undersøge de forskellige facetter af Okinawan kobudo, optrevle dens mysterier og opdage dens sande betydning. Med et kritisk og objektivt perspektiv vil vi fordybe os i de mange dimensioner af Okinawan kobudo, og søge at forstå dets betydning og indflydelse på forskellige sfærer af livet. Så gør dig klar til en spændende rejse, mens vi dykker dybere ned i emnet Okinawan kobudo og opdager alt, hvad det har at byde på.

Okinawan kobudō
沖縄古武道
FokusVåben fra Okinawa.[1]
KontaktgradIngen.
Stammer fraKongeriget Ryukyu[2]
Skaber-
Ophav-
EfterfølgerDiverse karate-jutsu og karate(do)-stilarter.[3][4]
Olympisk sportNej

Okinawan kobudo (沖縄古武道, Okinawan kobudō), refererer til våbensystemer fra Okinawa.[1]

Begrebet Okinawan kobudo

Okinawan kobudo er en japansk betegnelse, der kan oversættes med "gammel budo fra Okinawa".

Okinawan kobudo indebærer brug af "primitive" våben, der stammer fra det selvstændige Kongeriget Ryukyu (琉球王国, Ryuukyuu Oukoku), der omfattede det meste af Ryukyuøerne og dermed øen Okinawa.[5]

Okinawan kobudo må ikke forveksles med det japanske kobudo (古武道).[5]

Historie

Under det 15. århundrede var Okinawa underkastet Kinesisk styre, hvor Kina forbød alle former for våben med henblik på at forebygge oprør blandt befolkningen. Indbyggerne begyndte at udvikle bar-håndede kampformer, kaldet Okinawan kobudo, hvis elementer var lånt fra forskellige kinesiske kampdiscipliner.[6]

I begyndelsen af det 17. århundrede var Okinawa erobret af en japansk lensherre, som fastholdt forbuddet mod at bære våben. Med henblik på at forsvare sig mod besættelsesmagten fortsatte indbyggerne med at udvikle bar-håndede kampformer, der foregik i små grupper. Disse kampformer blev kaldt ’okinawa-te’ eller ’to-de’.[6]

I år 1609 blev Okinawa invaderet af japanske styrker.[7]

Under den japanske kontrol blev alle våben konfiskeret og alle kampformer blev forbudt. På grund af denne undertrykkelse blev kinesiske kampformer studeret, der gradvis blev der formet en ny "tom-hånd" kampform, der blev kendt under navnet "Okinawan te" (手) eller blot "te", der betyder hånd. Desuden blev der i udviklingen af "te" fremstillet følgende fire våbentyper, der havde sydøstasiatisk oprindelse: Bo, kama, tui-fa og nunchaku.[1][6]

Kongeriget Ryukyu og dermed Okinawa blev senere underlagt Japan i år 1879.[8]

Efter at Kongeriget Ryukyu var blevet underlagt Japan, er der blevet stiftet flere organisationer i Japan, som varetager Okinawan kobudo. For eksempel blev Ryukyu Kobudo Hozon Shinko-Kai stiftet i år 1955.[9]

Våben

I Okinawan kobudo anvendes våbnene bo, sai, nunchaku, kama og tuifa.[5]

Bo

Bo.

En bo (棒) er en 6 shaku (尺) lang træstav (1,81m), også kaldet rokushaku bo (六尺棒).

Sai

Sai.

Sai (釵) er et metalvåben, der ligner en trefork.

Kama

Kama.

Kama (鎌) er et segl – et af de få våben der trænes med i 'Ryukyu kobudo' som har en metalklinge. Kama bruges fortsat af lokalbefolkning på Okinawa som et vigtigt haveredskab. Kama bruges oftest i par. Metalklingen er barberbladsskarp og våbnet bør derfor behandles med stor respekt.

Nunchaku

Nunchaku.

Nunchaku (双節棍 sōsetsukon "sektionsstavpar") består af to stokke, der er forbundet med et fleksibelt materiale, oprindeligt reb. Er en afkortet udgave af en plejl.

Tuifa

Tuifa.

En tuifa (トンファー), også kaldet tonfā, er en stok med sidegreb. Tonfa menes oprindeligt at være et håndtag til en brønd, når vandspanden skulle hejses op. Dele af det amerikanske politi anvender et tilsvarende våben i deres arbejde.

Øvrige våben

De mindre kendte våben inden for Okinawan kobudo er følgende:[kilde mangler]

  • Eku/Ieku (櫂) – åre. En teknik som kendetegner Eku er tsunakake , svirpe sand eller vand i hovedet på modstanderen
  • Jo (杖) – en 4 shaku lang stav, kaldes også Yonshaku bo. 4 shaku er 1,21m, en traditionel jo er dog 1,28m
  • sansetsukon (三節棍) – 3 sektioners nunchaku
  • Manji Sai (卍釵, 万字釵) – anden type sai hvor den ene arm peger bagud. Manji er japansk for swastika
  • Surujin (スルジン) – en form for kæde, kaldes også manriki-gusari (万力鎖)
  • Tekko (鉄甲) – en slags knojern
  • Rochin (ロチン) & tinbe (テインベ一) – lille spyd, kaldes også Tanbō (短鉾) eller Tanhoko (短矛) og skjold, kaldes også tate (楯)
  • Nunti Bo – bo med manji sai påmonteret, fiskespyd
  • Kuwa (鍬) – en slags hakkejern
  • Kusarigama (鎖鎌) – kama med løkke til håndleddet
  • Shuchu – lille spids ting til nervepunkter

Se også

Kampformer fra Japan der anvender våben:

Referencer

  1. ^ a b c Draeger, Donn F. and Smith, Robert W. (1969) Comprehensive Asian fighting Arts. Kodansha International. Page 58-59. ISBN 0-87011-436-0
  2. ^ Draeger, Donn F. and Smith, Robert W. (1969) Comprehensive Asian fighting Arts. Kodansha International. Page 57-59. ISBN 0-87011-436-0
  3. ^ Draeger, Donn F. and Smith, Robert W. (1969) Comprehensive Asian fighting Arts. Kodansha International. Page 57-64. ISBN 0-87011-436-0
  4. ^ Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Page 124-136. ISBN 0-8348-0351-8
  5. ^ a b c Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Page 135. ISBN 0-8348-0351-8
  6. ^ a b c Kenji Tokitsu (2012) The Inner Art of Karate: Cultivating the Budo Spirit in Your Practice. Page 12. ISBN 978-1-59030-949-0
  7. ^ Boye Lafayette De Mente (2009) AMAZING JAPAN! - Why Japan is Such an Intriguing Country! Phoenix Books. Page 120. ISBN 0-914778-29-3
  8. ^ Henderson, Gregory (1973) Public Diplomacy and Political Change. Page 9.
  9. ^ "Ryukyu Kobudo Hozon Shinko-Kai. Hentet den 20. november 2014". Arkiveret fra originalen 29. november 2014. Hentet 20. november 2014.