Jalousi (mølleteknik)

I dagens verden er Jalousi (mølleteknik) blevet et emne af stor betydning og interesse for en bred vifte af mennesker. Jalousi (mølleteknik) udløser ofte debat og kontroverser, hvilket skaber udbredt interesse for dens forståelse og analyse. Gennem historien har Jalousi (mølleteknik) spillet en fundamental rolle i samfundet og påvirket forskellige aspekter af det moderne liv. I denne artikel vil vi gå i dybden med de forskellige facetter af Jalousi (mølleteknik) og analysere dens indflydelse i dag og dens relevans for fremtiden.

For alternative betydninger, se Jalousi. (Se også artikler, som begynder med Jalousi)
Åstrup Mølle fotograferet i en vinkel, hvor jalousierne er tydelige

Jalousier (omtales normalt kun i pluralis) er en anordning på en møllevinge. I vindmøllernes første tid bestod vingesejlene af stofsejl, som skulle rigges på samme måde som på et sejlskib. Dette indebar at mølleren eller hans svende skulle op at klatre på vingerne for at påsætte sejlene. Svikningen, dvs. måden, hvorpå sejlene tilpasses vindretningen, blev oprindelig klaret manuelt ved at rulle sejlet ind eller ud. Denne proces er lettest at udføre på møller med galleri. Senere gik man over til klapper af træ, jalousier, som kunne regulere sig selv. Møller med jalousier betegnes som selvsvikkende. Effekten er, at klapperne ved normal vindstyrke danner en tæt vingeflade, men blæser det stærkere åbner klapperne sig. Selvsvikningen blev opfundet af skotten Andrew Meikle i 1772.[1] I 1745 havde en anden skotte, Edmund Lee, konstrueret en anden væsentlig opfindelse, nemlig vindrosen, den lille tværstillede vingerotor, som automatisk kunne dreje møllehatten i den rigtige retning i forhold til vinden, og med muligheden for såvel selvkrøjning som selvsvikning lettedes møllerkarlenes arbejde i betragtelig grad.

Noter

  1. ^ Andrew Meikle samt hans selvsvik opfindelse

Litteratur

Lebech-Sørensen, Anne Marie: Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 1 - 4, Forlaget SKIB, 2001-2006