Caspar Johannes Boye

I denne artikel vil vi yderligere udforske emnet Caspar Johannes Boye, som har fanget opmærksomhed fra både eksperter og entusiaster i de seneste år. Fra dets oprindelse til dets indvirkning på nutidens samfund, gennem dets praktiske anvendelser og relevans på forskellige områder, er Caspar Johannes Boye blevet et emne med stigende interesse på det akademiske og professionelle område. Gennem denne udtømmende analyse sigter vi mod at kaste lys over de forskellige aspekter af Caspar Johannes Boye og give en komplet og opdateret vision om dens betydning og indflydelse i den moderne verden.

Caspar Johannes Boye
Født27. december 1791 Rediger på Wikidata
Kongsberg, Norge Rediger på Wikidata
Død6. juli 1853 (61 år) Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
FarEngelbreth Boye Rediger på Wikidata
SøskendePeter Christian Boye,
Mathias Andreas Boye Rediger på Wikidata
BarnVilhelm Boye Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseOversætter, forfatter, præst, digter Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Caspar Johannes Boye (født 27. december 1791 i Kongsberg i Norge, død 6. juli 1853) var en dansk præst og digter, søn af rektor Engelbreth Boye, far til arkæologen Vilhelm Boye.

1816 tog han teologisk embedseksamen og blev samme år ansat som andenlærer ved Jonstrup Seminarium. Her er de fleste af hans digteriske arbejder, salmerne undtagne, blevne til. Han har skrevet en række skuespil, de fleste med emner fra Danmarks historie: Brødrene i Leire (1820), Conradin, den sidste Hohenstaufer (1821), Juta, Dronning af Danmark (1824), Svend Grathe (1825), Kong Sigurd (1826), William Shakespeare (1826), Erik den Syvende, Konge af Danmark (1827) og flere. Disse historiske dramaer, der alle blev opførte på det kongelige Teater, har ikke stort andet historiskt ved sig end titlerne; den psykologiske redegørelse for karaktererne er temmelig overfladisk.

Folmer Nielsen skriver i Salmonsens: "Boyes Styrke ligger i hans lyriske Diktion, skønt ogsaa den har en væsentlig Mangel. Den er et Skud på den Oehlenschlägerske Stamme, men til dels et Vildskud. Den store Digters frodige Billedsprog har her nået en Yppighed, som gør Indtryk af at være kunstig fremdrevet og ikke er i Stand til at dække over Personernes Mangel paa Individualitet, men snarere bidrager til at udviske den. Blandt Boyes lyriske Digte er intet betydeligt; mest bekendte er 'Kirkeklokken i Farum' og 'Sang for Danske' ('Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden')."

1826 blev Boye sognepræst i Søllerød på Sjælland, 1835 i Helsingør og 1847 ved Garnisons Kirke i København. Efter hans udnævnelse til sognepræst bliver hans produktion væsentlig religiøs. Han var en meget frugtbar salmedigter; hans salmer, hvoraf omtrent 30 er optagne i Roskilde Konvents Salmebog, blev udgivne i Salmer (I-III, 1847-54). Af sine prædikener har han givet et udvalg i 2 samlinger (1838-39 og 1853). Både hans salmer og prædikener viser, ligesom hans verdslige digtning, tilbøjelighed for svulmende ordfylde og billedpragt; naturstemninger spiller en stor rolle i dem.

Kilder

Referencer

Eksterne henvisninger