Xenophyophore

I dagens verden er Xenophyophore blevet et emne af stor relevans og interesse for en bred vifte af mennesker. Uanset om vi taler om Xenophyophore i den historiske, sociale, teknologiske eller videnskabelige kontekst, er dets virkning og betydning ubestridelig. I de seneste årtier er interessen for Xenophyophore vokset eksponentielt, hvilket har ført til større analyse og diskussion af dets implikationer og konsekvenser. Fra sin oprindelse til sin fremtid er Xenophyophore et emne, der sætter gang i passionerede debatter og modstridende meninger, hvilket gør dets undersøgelse afgørende for at forstå verden omkring os. I denne artikel vil vi udforske forskellige perspektiver og tilgange til Xenophyophore, med det formål at give et bredt og berigende syn på dette vigtige emne.

Xenophyophorer
Xenophyophore i Galapagos Rift
Xenophyophore i Galapagos Rift
Videnskabelig klassifikation
DomæneEukaryota
(urangeret)SAR
(urangeret)Rhizaria
RækkeRetaria
UnderrækkeForaminifera
KlasseXenophyophorea
Schultze 1907
ordner og famillier
Synonymer
  • Xenophyophora Schultze 1904[1]
  • Xenophyophoroidea Tendal 1972
Hjælp til læsning af taksobokse

Xenophyophorer er flerkernede encellede organismer som findes jorden rundt på verdenshavenes havbund, på dybder mellem 500 og 10.600 meter.[2][3] Xenophyophorer er en slags foraminifer, der udvinder mineraler fra deres omgivelser og anvender dem til deres exoskelet, kendt som en test.

Xenophyophorer blev først beskrevet af Henry Bowman Brady i 1883. Xenophyophorer er meget udbredt på dybhavssletter, og er i nogle områder den dominerende art. Fjorten slægter og omkring 60 arter er blevet beskrevet - og de varierer meget i størrelse.[4] Den største Xenophyophor er Syringammina fragilissima og den er blandt de største kendte coenocyter med størrelser på op til 20 cm i diameter.[5]

Beskrivelse

Xenophyophorer er vigtige for dybhavet, da de er fundet i alle fire verdenshavsbassiner.[3][6][7][8] Men meget lidt er kendt om deres biologiske og økologiske rolle i dybhavets økosystemer.

Xenophyophorer ser ud til at være encellede, men har mange cellekerner. Xenophyophorer former skrøbelige og omfattende tests (skaller lavet af fremmede mineralpartikler limet sammen med organiske cementer[9]) som varierer i størrelser fra nogle få millimeter til 20 centimeter.

Se også

Kilder/referencer

  1. ^ "Part 1- Virae, Prokarya, Protists, Fungi". Collection of genus-group names in a systematic arrangement. Arkiveret fra originalen 14. august 2016. Hentet 30. juni 2016.
  2. ^ MSNBC Staff (22. oktober 2011). "Giant amoebas discovered in deepest ocean trench". MSNBC. Hentet 2011-10-24.
  3. ^ a b Tendal, O. S. (1972). A Monograph of the Xenophyophoria (Rhizopodea, Protozoa) (Doctoral dissertation). Danish Science Press.
  4. ^ Gooday, A. J.; Tendal, O. S. Class Xenophyophorea Schulze 1904. In: Lee JJ, Leedale GF, Bradbury P, eds. The illustrated guide to the protozoa, 2nd edn. Lawrence, KS: Allen Press. s. 1086-1097.
  5. ^ Gooday, A.J; Aranda da Silva, A.; Pawlowski, J. (2011). "Xenophyophores (Rhizaria, Foraminifera) from the Nazare Canyon (Portuguese margin, NE Atlantic)". Deep-Sea Research Part II. 58: 2401-2419. Bibcode:2011DSRII..58.2401G. doi:10.1016/j.dsr2.2011.04.005.
  6. ^ Levin, L. A.; Gooday, A. J. (1992). Rowe, G. T.; Pariente, V. (red.). Possible roles for Xenophyophores in dee-sea carbon cycling. In: Deep-Sea Food Chains and the Global Carbon Cycle. The Netherlands: Kluwer Academic. s. 93-104.
  7. ^ Levin, L. A (1991). "Interactions between metazoans and large, agglutinating protozoans: implications for the community structure of deep-sea benthos". American Zoologist. 31: 886-900. doi:10.1093/icb/31.6.886.
  8. ^ Tendal, O. S. (1996). "Synoptic checklist and bibliography of the Xenophyophorea (Protista), with a zoogeopgraphical survey of the group" (PDF). Galathea Report. 17: 79-101. Arkiveret fra originalen (PDF) 7. marts 2016. Hentet 28. august 2018.
  9. ^ London, Postgraduate Unit of Micropalaeontology, University College (2002). "Foraminifera". www.ucl.ac.uk (engelsk). Hentet 2018-06-17.

Yderligere læsning

Eksterne henvisninger