I denne artikel vil vi gå i dybden med emnet Vodskov-Østervrå Jernbane og dets indvirkning på det moderne samfund. Fra dets oprindelse til dets relevans i dag har dette emne fanget opmærksomhed og intriger hos både akademikere, eksperter og entusiaster. Igennem disse sider vil vi undersøge de mange facetter af Vodskov-Østervrå Jernbane, fra dets historiske implikationer til dets fremtidige implikationer, såvel som dets indflydelse på forskellige aspekter af hverdagen. Derudover vil vi analysere de forskellige perspektiver og meninger om Vodskov-Østervrå Jernbane, hvilket giver et omfattende og udtømmende syn på dette fascinerende fænomen.
Vodskov-Østervrå Jernbane (VØ) var en dansk privatbane i Nordjylland 1924-50.
En bane fra Vodskov til enten Østervrå eller Dybvad var en del af den store jernbanelov af 27. maj 1908, og 30. april 1914 blev eneretsbevillingen på en bane til Østervrå givet. Som en forløber for banen blev der i 1920 oprettet en postvognsrute mellem Nørresundby og Hjallerup, to gange dagligt, søn- og helligdage dog kun én gang.[1] På trods af at jordarbejdet blev udliciteret i 1916 og for det meste var færdigt i 1919-20, blev skinnerne først indkøbt i 1922, da priserne var faldende og man ønskede at købe dem så billigt som muligt.
Den næste store jernbanelov fra 1918 indeholdt en ca. 25 km lang forlængelse fra Østervrå til Frederikshavn med mulighed for mellemstationer i Søholt, Stenhøj, Gærum og Vrangbæk. Staten ville betale 50% af anlægsomkostningerne, men der blev aldrig udstedt koncession, og banen Østervrå-Frederikshavn blev som de fleste andre projekter i denne lov ikke realiseret.[2]
Vodskov, se Sæbybanen. De øvrige stationsbygninger m.m. var tegnet af Sylvius Knutzen og er alle bevaret.
Østervrå, se Hørbybanen.
Der findes stadig remiser med vandtårne i Vodskov og Østervrå.[3]
Damptogene brugte 73-105 minutter på at tilbagelægge de 37 km, motortogene 60-73 minutter.
Banen gik gennem en tyndt befolket egn. Tre stationer – Bjørnholm, Røgelhede og Mylund – var helt ensomt beliggende, og banen var startet så sent, så der ikke opstod stationsbyer sådanne steder. Det første driftsår gav et lille overskud, men det blev banens eneste.
Der blev arbejdet på at opnå driftssamarbejde med Aalborg Privatbaner, men da formanden for VØ var amtmanden i Hjørring og de fleste stationer lå i Hjørring Amt, blev VØ 1. april 1939 fusioneret med Hirtshalsbanen, Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane og Hjørring-Hørby Jernbane til Hjørring Privatbaner (HP).
Det var svært at lægge en køreplan, der gav gode tilslutninger i begge ender af banen. Man prioriterede, at der i Vodskov skulle være god forbindelse til og fra Aalborg, og fra 1946 lod man et par år motortogene køre igennem til Aalborg, men til gengæld var der i Østervrå lange ventetider, hvis man skulle videre til Hjørring eller Hørby-Sæby.
I 1948 foreslog Hjørring Privatbaner kommunerne en modernisering, der ikke omfattede VØ, men dog bevarede den. Det forslag var for dyrt, så banebestyrelsen stillede et andet forslag, hvor VØ blev nedlagt, så dens skinner kunne bruges til forbedring af Løkkenbanens spor. Dette forslag blev vedtaget på Hjørring Privatbaners generalforsamling 15. december 1949 trods flere kommuners og amtsrådsmedlemmers opbakning til bevarelse af banen.
31. marts 1950 blev banen nedlagt i stilhed. 1. august 1950 startede sporoptagningen i Vodskov. Sporet fra Hellum til Østervraa blev benyttet til grustransport fra banens grusgrav i Hellum indtil 1952, hvor også dette stykke spor blev taget op.
5 km af banens tracé er bevaret som stier. Desuden blev en stor del benyttet til vejanlæg.