I dagens verden er Sig nærmer tiden blevet et emne med stor relevans og diskussion på forskellige områder. Dens indvirkning har nået både et personligt og globalt niveau, hvilket har skabt dyb interesse og nysgerrighed hos dem, der søger at forstå dets natur og konsekvenser. Fra dets oprindelse til dets i dag har Sig nærmer tiden spillet en grundlæggende rolle i samfundet, og har haft en væsentlig indflydelse på den måde, hvorpå mennesker interagerer, relaterer og møder hverdagens udfordringer. I denne artikel vil vi yderligere udforske virkningen af Sig nærmer tiden, analysere dens udvikling over tid og undersøge dens relevans i dag.
"Sig nærmer tiden, da jeg må væk" | |
---|---|
![]() | |
Sang | |
Skrevet i | 1837 |
Udgivet i sang | - |
Komponeret i | 1922 |
Udgivet i musik | - |
Tekstforfatter(e) | Steen Steensen Blicher |
Komponist(er) | Oluf Ring |
Sig nærmer tiden, da jeg må væk (Wikisource) | |
Sig nærmer tiden, da jeg må væk er en sang med tekst af Steen Steensen Blicher. Den mest udbredte melodi er af Oluf Ring. Teksten stammer fra digtsamlingen Trækfuglene af Blicher.
I Blichers Trækfuglene er Sig nærmer tiden det første digt og bærer der titlen Præludium. Det efterfølgende digt er den også ganske kendte Ouverture med førstelinjen Det er hvidt herude.[1]
Digtet har otte strofer med hver fire verselinjer hvor der er krydsrimet efter rimmønstret aBaB (væk, Stemme, Træk, hjemme i første strofe).
Digtet fik allerede i 1838 melodi af organist Frederik Foersom. Denne melodi er ikke udbredt.[2] En melodi af Thomas Laub findes også.
Den almindeligt kendte melodi er af Oluf Ring fra 1922.[2] Mindre kendt, men dog hørt er Poul Schierbecks version.
Anne Dorte Michelsen og Kim Larsen & Kjukken er blandt dem der har indspillet Sig Nærmer Tiden.
Pernille Rosendahls version med Henrik Dam Thomsens celloakkompagnement fra DR Koncerthuset blev filmet.[3] Rosendahl-Thomsen kombinerer Poul Schierbecks og Oluf Rings melodi. Eivør Pálsdóttir sang Rings udgave i DR's program Fællessang - hver for sig akkompagneret af synthesizer og klaver.
Schierbecks version høres med sopranen Henriette Bonde-Hansen akkompagneret på klaver af Christen Stubbe Teglbjærg.[4]
Kim Sjøgren og Lars Hannibal har som Duo Concertante indspillet en instrumentalversion af sangen. Benjamin Koppel har stået for jazzversion.
Sangen blev brugt i filmen I krig & kærlighed (2018), hvor den blev sunget af Rosalinde Mynster.[5]