Denne artikel vil behandle emnet Søren Vig-Nielsen, som har fået relevans i de senere år på grund af dets indflydelse på forskellige områder af samfundet. Siden dets fremkomst har Søren Vig-Nielsen vakt interesse hos både eksperter og almindelige mennesker, og det har skabt debatter og refleksioner omkring dets indflydelse på dagligdagen. Gennem denne analyse søger vi at tilbyde en bred og komplet vision af Søren Vig-Nielsen, undersøge dets mange facetter og udforske de implikationer, det har i den nuværende kontekst. Ved at gennemgå forskellige synspunkter og præsentere relevant information, vil vi søge at give læseren en omfattende forståelse af Søren Vig-Nielsen og dens betydning i dag.
Søren Vig-Nielsen | |
---|---|
Født | 8. april 1876 ![]() Havnelev, Danmark ![]() |
Død | 14. april 1964 (88 år) ![]() Viborg, Danmark ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Arkitekt ![]() |
Kendte værker | Det gule vandtårn, Generalkommandoen ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Søren Vig-Nielsen[1] (8. april 1876 i Havnelev ved Rødvig – 14. april 1964 i Viborg) var en dansk arkitekt tilhørende nationalromantikken og nybarokken, som primært var aktiv i Viborg og omegn.
Hans forældre var skipper, tidligere husmand Jørgen Nielsen og Ane Andersen. Vig-Nielsen kom i tømrer- og snedkerlære 1890-1894, blev svend 1894 og tog afgang som arkitekt fra Teknisk Skole i 1900. Han modtog Indenrigsministeriets stipendium 1897 og var på rejser i Tyskland og Schweiz samme år.
Han var medarbejder hos Christen Larsen, Hack Kampmann og Valdemar Schmidt 1900-06 (bl.a. konduktør ved Teknisk Skole, Prinsesse Charlottes Gade, København i 1900, Badeanstalten København 1901-02, Sankt Johannes Kirke i Aarhus 1903-04 og Kreditforeningen i Viborg 1905-06). Han begyndte selvstændig virksomhed som arkitekt i Viborg fra 1905.
Som arkitekt var han meget eklektisk og stilmæssigt skiftende, og hans huse er opført med mange forskellige stilarter som forbillede. Til tider tog han gamle bygninger i Viborg til forbillede. Viborg Teater og Generalkommandoen (begge fredet) regnes for hans mest vellykkede bygninger. Sidstnævnte er et eksempel på Vig-Nielsens genbrug af stilelementer; i dette tilfælde gavlen fra den barokke Amtmandsgård. I sine senere værker tilegnede han sig tidens arkitekturstrømninger, men blev aldrig helhjertet modernist. Et af hans sidste værker, Hampen Kirke (1957), er fx en pastiche på en hvidkalket dansk middelalderkirke.
Også uden for Viborg havde Vig-Nielsen en omfattende praksis, både som arkitekt og restaureringsarkitekt. Han bør fremhæves for sine meget grundige forstudier, bl.a. på Frilandsmuseet, til genopførelsen af E Bindstouw.
Han var medlem af bestyrelsen for Viborg Tekniske Skole 1912-50, formand 1929-50 og forstander ved samme 1915-23, medlem af Fredningskommissionen for Viborg og Omegn fra 1926 og af Kommissionen for Kirkers Overgang til Selveje fra 1930.
Han blev gift 7. september 1901 i Havnelev med Ane Christine Christiansen (14. april 1876 i Alslev ved Fakse - 7. oktober 1964), datter af skræddermester Hans Christiansen og Ane Margrethe Andreasen. Søren Vig-Nielsen og hustru er sammen med datteren Ellen begravet på Viborg Kirkegård.