I dag er Richard Parkes Bonington blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt publikum. Hvad enten det skyldes dets indflydelse på det nuværende samfund, dets relevans i den historiske kontekst eller dets indflydelse på den kulturelle sfære, er Richard Parkes Bonington et emne, der ikke efterlader nogen ligeglade. I årenes løb har det udløst heftige debatter, vakt nysgerrighed hos mange og været genstand for adskillige undersøgelser og forskning. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Richard Parkes Bonington, analysere dens betydning, dens implikationer og dens udvikling over tid. Uden tvivl er Richard Parkes Bonington et emne, der fortjener vores opmærksomhed og refleksion, så vi håber, at denne læsning vil være interessant og berigende for alle vores læsere.
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |
Richard Parkes Bonington | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 25. oktober 1802 ![]() Arnold, Storbritannien ![]() |
Død | 23. september 1828 (25 år) ![]() London, Storbritannien ![]() |
Dødsårsag | Tuberkulose ![]() |
Gravsted | Kensal Green Cemetery ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | École nationale supérieure des Beaux-Arts ![]() |
Elev af | François Louis Thomas Francia ![]() |
Beskæftigelse | Kunstmaler, litograf, kunstner ![]() |
Elever | Louis Godefroy Jadin ![]() |
Bevægelse | Orientalisme ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Richard Parkes Bonington (født 25. oktober 1801 i Arnold (Nottinghamshire), død 23. september 1828 London) var en engelsk maler.
Bonington var elev af Antoine-Jean Gros, ven med Eugène Delacroix, begejstret af Louvres nederlandske og venetianske kunstskatte og først og fremmest opfyldt af selve naturen, hvis stemning den samtidige engelske landskabskunst havde åbnet hans øjne for, forenede han i sig betingelserne for en foregangsmand i Frankrigs daværende kunstudvikling. I sine billeder på Paris’ Saloner (1822—27) rettede han de franske maleres blikke på selve det maleriske som kunstens højeste mål. Således i sine historiske arbejder, hvor ikke fortællingen, men den strålende kolorit og stemningen var hovedsagen. Og således særlig i sine landskaber de bedste er i vandfarve, hvor lys og luft er trængte ind, enkle motiver fra sø og land eller med gamle tiders rige arkitektur, der anslog datidens romantiske strenge, Katedralen i Rouen. Særlig stor virkning har han nået i sine venetianske billeder, blandt hvilke prospekterne fra Dogepaladset og fra Canal grande står højest. Man har også gode raderinger og litografier fra hans hånd.