Purkinjecelle

I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af ​​Purkinjecelle og dens indflydelse på samfundet. I umindelige tider har Purkinjecelle været genstand for undersøgelse, debat og refleksion, og fanget opmærksomheden hos mennesker i alle aldre, kulturer og sammenhænge. Gennem historien har Purkinjecelle spillet en grundlæggende rolle i menneskehedens udvikling, og har påvirket nøgleaspekter af vores daglige liv. Gennem dyb og indsigtsfuld analyse vil vi afsløre mysterierne og kompleksiteterne omkring Purkinjecelle og tilbyde en bred og berigende vision, der vil give os mulighed for bedre at forstå dens betydning og relevans i den moderne verden. Fordyb dig i denne spændende opdagelsesrejse og udvid din horisont om Purkinjecelle.

Purkinjeceller eller Purkinjeneuroner er en type af GABAerge neuroner lokaliseret i lillehjernen. De er opkaldt efter deres tjekkiske opdager Jan Evangelista Purkyně.

Anatomi

Transversalsnit af en foldning i lillehjernen med Purkinjecelle angivelsen centralt i toppen af billedet.

Purkinjeceller er nogle af de største celler i menneskehjernen (med Betz celler som de største)[1] med et indviklet og detaljeret dendrittræ, som er karakteriseret ved et stort antal af dendritiske fremskud (en: Spines). Purkinjecellerne forekommer i lillehjernens såkaldte Purkinje lag. Purkinjecellerne er placeret foran hinanden som dominobrikker. Deres store dendritiske træ danner nærmest et todimensionelt netværk, hvor parallelfibrer fra de dybere lillehjernelag passerer. Parallelfibrene danner forholdsvis svagere excitatoriske (aktiverende) glutaminerge synapser med dendritfremskuddene på dendritttræet, hvorimod klatre fibrer fra nucleus olivaris inferior i medulla oblongata danner et kraftigt excitatorisk input til de proksimale dendritter og cellelegemet. Parallelfibrer passerer ortogonalt gennem Purkinjecellernes dendrittræ med op til 200.000 parallelfibrer,[2] dannende et Granula-celle-Purkinjecelle synapse med en enkel Purkinjecelle. Hver Purkinjecelle modtager ca. 500 klatrefibrersynapser som alle opstår fra en enkel klatrefibre[3]. Både Kurveceller og Stellate celler (lokaliseret i lillehjernens molekylærlag) danner inhibitoriske (hæmmende) GABAerge input til Purkinjecellerne, med Kurveceller som synapser på Purkinjecellernes aksonrod og stellate celler på dendritterne.

Purkinjeceller sender inhibitoriske projektioner til de dybe lillehjerne kerner, og udgør derved det endelige output vedrørende motorisk koordination i lillehjernebarken.

Referencer

  1. ^ Purves, Dale, George J. Augustine, David Fitzpatrick, William C. Hall, Anthony-Samuel LaMantia, James O. McNamara, and Leonard E. White (2008). Neuroscience. 4th ed. Sinauer Associates. s. 432–4. ISBN 978-0-87893-697-7.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  2. ^ Tyrrell, T; Willshaw, D (1992-05-29). "Cerebellar cortex: its simulation and the relevance of Marr's theory". Philosophical transactions of the Royal Society of London. Series B, Biological sciences. 336 (1277): 239-57. doi:10.1098/rstb.1992.0059. PMID 1353267.
  3. ^ Wadiche, JI; Jahr, CE (2001-10-25). "Multivesicular release at climbing fiber-Purkinje cell synapses". Neuron. 32 (2): 301-13. doi:10.1016/S0896-6273(01)00488-3. PMID 11683999.