Papirmarmorering-emnet har været en uudtømmelig kilde til debat og interesse gennem historien. Siden sin oprindelse har Papirmarmorering fanget den kollektive fantasi og har vækket nysgerrigheden hos millioner af mennesker rundt om i verden. Dets indvirkning på samfundet og dets relevans på forskellige områder såsom kultur, politik, videnskab eller teknologi gør det til et emne af universel interesse. I denne artikel vil vi udforske de mange aspekter af Papirmarmorering, fra dens oprindelse til dens indflydelse i nutidens verden, og analysere dens implikationer og dens udvikling over tid.
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |
Papirmarmorering udføres for at dekorere papir så det får en vis lighed med marmor. Det er hyppigt anvendt inden for bogfremstilling til udsmykning af især de to forsatsblade der for og bag forbinder bogblokken med bogens omslag eller bogbindet. Et eller flere af bogens tre snit - over-, under- og forsnit - kan også marmoreres, forgyldes eller bestænkes med farve, 'sprænges'.[1]
Fremstillingen af det marmorerede snit er forbundet med en del vanskelighed og kræver nogen øvelse, for at det skal blive pænt. I bunden af en passende bakke eller blikkasse fyldes det såkaldte grundvand, der kan bestå af tragantslim eller karragenmosslim, og herpå stænkes med en pensel de med fortyndet alkohol og lidt oksegalde udrevne farver. Ovenpå dette stænkes til sidst noget med vand fortyndet oksegalde, og herved vil farverne ordne sig til en marmoragtig grund, ned i hvilken snittene forsigtig dyppes.
Til frembringelse af kammarmor[2] påstænkes farverne på samme måde; men fordelingen sker ikke ved en sidste påstænkning af oksegalde, men ved at man med en nål eller pind trækker en mængde streger i farvelaget på tværs af kassen. Med en kam dannet af pap og knappenåle, stryger man derpå i farvelaget én gang på langs af kassen, hvorved de fjederagtige tegninger fremkommer, idet disse bliver desto spidsere, jo hurtigere kammen trækkes. Ved at benytte en kam med to rækker tænder og bevæge denne i zigzag frembringer man det såkaldte påfuglemarmor.