Pamir

I denne artikel vil vi dykke ned i den fascinerende verden af ​​Pamir, udforske dens mange facetter, undersøge dens oprindelse og analysere dens indflydelse på nutidens samfund. I århundreder har Pamir været genstand for beundring, undersøgelse og debat, og dens indflydelse strækker sig til områder så forskellige som videnskab, kultur, politik og underholdning. Gennem denne omfattende analyse vil vi optrevle myterne og realiteterne omkring Pamir og tilbyde et nyt perspektiv på et emne, der fortsætter med at fange vores interesse og undren. Forbered dig på en spændende rejse gennem historien og betydningen af ​​Pamir, og opdag, hvorfor den fortsat er relevant i nutidens verden.

Pamir

Pamir ("Verdens tag") er et fællesnavn på et område med bjergkæder og højsletter i Centralasien, beliggende i Tadsjikistan, Kirgisistan, Afghanistan, Kina og Pakistan. Pamir omfatter et område på 120.000 km².

Geografi

Pamir ligger i området, hvor de store centralasiatiske bjergkæder Tian Shan, Karakoram, Kunlun, og Hindu Kush mødes og består af flere steppeprægede sletter beliggende i 4-5000 meters højde, adskilt af bjergkæder på ca. 5-6.000 m, med enkelte toppe på over 7.000 m. Højsletterne er dannet ved, at floderne på grund af det tørre klima ikke har kunnet føre medbrydningsprodukterne fra bjergene bort, men disse har ophobet sig og udfyldt dalene. Ved vestranden, hvor nedbøren er større, er dalene dybt nedskårne og terrænet meget ujævnt.

Den centrale og overvejende del af Pamir ligger i regionen Gorno-Badakhsjan i Tadsjikistan, men bjergkæden strækker sig også ind i landene Kirgisistan, Afghanistan, Kina og Pakistan. Udstrækningen mod øst er omdiskuteret, da bjergene øst for Tashkurghan i Xinjiang i Kina af nogle bliver regnet til Pamir, mens andre anser dem som en del af Kunlun, og at Pamir dermed ender ved Sarykolbjergene, som udgør grænsen mellem Tadsjikistan og Kina. Den afghanske Wakhankorridoren går gennem Pamirområdet syd for Gorno-Badakhshan.

Den højeste top i Pamir er Kongur (Kungur Tagh) i Xinjiang, som er 7.719 m.o.h. 40 km længere mod sydvest, også i Xinjiang, ligger Muztagata, som er 7.546 m.o.h. Hvis de kinesiske bjerge derimod skal regnes til Kunlun, bliver Ismail Samani-toppen (fra 1932-1962 Pik Stalina, og fra 1962-1998 Pik Kommunizma) den højeste top i Pamir med sine 7.495 m.o.h.

Der er mange gletsjere i Pamir, herunder den 72 km lange Fedtsjenkogletsjer, som er den lengste gletsjer i verden udenfor polarområderne. Den største sø i Pamir er Karakul, som ligger nordøstligt i Tadsjikistan i en højde af 3914 m.o.h.

De fleste floder i Pamir løber vestover til Panjfloden, som munder ud i Amu Darya, og de største af disse er Wakhan og Pamirfloden i syd, Gunt og Murgab i de centrale dele. Kyzylsu, som kommer fra området nord for Trans-Alai i Kirgisistan, render også ud i Amu-Darya via floderne Surkhab og Vakhsh. Områderne omkring grænsen til Kina løber imidlertid via Tashkurganfloden mod Yarkandfloden og Tarimbasinet i Xinjiang i Kina.

Flere bjergpas fører fra Pamir over til Afghanistan, Kashmir og Xinjiang i en højde på 4-5.000 meter. I oldtiden gik handelsvejen mellem Kina og Romerriget over Pamir, og Marco Polo passerede sandsynligvis også Pamir på sin vej mod Kina.

Den nordlige del af Pamir er uden afløb og rig på saltsøer hvoriblandt Kara-Kul (ca. 4000 m.o.h.). Den sydlige del afvandes af flere fra øst til vest løbende bifloder til Pændsh.

Panorama fra Pamir

Klima

Klimaet er meget koldt. Området har lange og kolde vintre og korte, kølige somre. Bjergene kan være dækket af sne hele året rundt.

Mens skråningerne af de nordlige randkæder om vinteren tildænges med sne, så at de bliver ganske ubeboelige, er Pamir meget snefattigt. Sommeren er også meget fattig på nedbør, kun om foråret falder sne, hyppig ledsaget af kraftige storme.

Ved Viktoria-søen (3.700 m.o.h.) er årets gennemsnitlige fugtighed kun 39%. Nedbøren er 49 mm, hvoraf 39 mm i månederne april—juli. Middeltemperaturen er for januar ÷ 24,9 °C, for juli 16,8 °C. I den klare tynde luft er solens magt umådelig. Om foråret kan heden i solen være uudholdelig, mens luften i skyggen er isnende kold.

Snegrænsen nås først hen imod 5000 m.

Plantevækst

Klimaet medfører, at plantevæksten oppe på højsletterne er sparsom, hovedsageligt græs med kun få træer, og nogle steder er der helt bart. Plantevæksten er udpræget steppeagtig. Løgvækster, græsser og alpine stauder danner mange steder gode græsgange, medens andre steder kan være næsten ørkenagtige. I de dybe dale mod vest omgives floderne af krat af pil, poppel og enebær. Først ved Pamirs grænser findes så dybe dale, at trævækst er mulig.

Dyreliv

Dyreverdenen er rig, særlig på gnavere (Arctomys, Lagomys). Karakteristisk er et får (Ovis poli). Fuglene er talrige.

Pamirs beliggenhed i Asien

Befolkning

Der bor nogle hundredtusinde mennesker i Pamirområdet, hovedsageligt i dalene mod vest. Befolkningen består i vest af tadsjiker og på højsletterne i øst af nomadiske kirgisere. I dalene mod syd og vest bor de indoeuropæiske vakhaner og galtshaer, der driver noget agerbrug. De vigtigste byer i området er Khorog i Pandzhdalen, Tashkurgan i Xinjiang og Murgab i Gorno-Badakhsjan.

Transport

I Kina, i den sydøstlige udkant af Pamirregionen, ligger den højest beliggende internationale vej i verden: Karakoram Highway, som forbinder Pakistan og Kina. Pamir Highway, som er den næsthøjeste, går fra Dusjanbe i Tadsjikistan til Osj i Kirgisistan gennem Gorno-Badakhsjan og er den vigtigste forsyningslinje for denne isolerede region. Fra de vestlige dele fører veje fra de fleste sidedale og via Panjdalen til Tadsjikistans hovedstad Dusjanbe.

Ekspeditioner

Først i 1800-tallet blev det nøjere kendskab til Pamirs forhold udvidet takket være en række ekspeditioner: i 1838 besøgtes Pamir af Wood, i 1873 af Forsyth, i 1876 af Kostenko. Senere er talrige ekspeditioner til Pamir blevet foretaget. Som de vigtigste forskere kan nævnes Grum Grshimailo (1885—87), Younghusband (1890), Ole Olufsen (1896—97 og 1898—99).

Litteratur

  • Curzon, George Nathaniel. 1896. The Pamirs and the Source of the Oxus. Royal Geographical Society, London. Reprint: Elibron Classics Series, Adamant Media Corporation. 2005. ISBN 1-4021-5983-8 (pbk; ISBN 1-4021-3090-2 (hbk).
  • Gordon, T. E. 1876. The Roof of the World: Being the Narrative of a Journey over the high plateau of Tibet to the Russian Frontier and the Oxus sources on Pamir. Edinburgh. Edmonston and Douglas. Reprint by Ch’eng Wen Publishing Company. Taipei. 1971.
  • Toynbee, Arnold J. 1961. Between Oxus and Jumna. London. Oxford University Press.
  • Wood, John, 1872. A Journey to the Source of the River Oxus. With an essay on the Geography of the Valley of the Oxus by Colonel Henry Yule. London: John Murray.
  • Horsman, S. 2002. Peaks, Politics and Purges: the First Ascent of Pik Stalin in Douglas, E. (ed.) Alpine Journal 2002 (Volume 107), The Alpine Club & Ernest Press, London, pp 199-206.
  • Leitner, G. W. 1890. Dardistan in 1866, 1886 and 1893: Being an Account of the History, Religions, Customs, Legends, Fables and Songs of Gilgit, Chilas, Kandia (Gabrial) Yasin, Chitral, Hunza, Nagyr and other parts of the Hindukush. With a supplement to the second edition of The Hunza and Nagyr Handbook. And an Epitome of Part III of the author’s “The Languages and Races of Dardistan”. First Reprint 1978. Manjusri Publishing House, New Delhi.
  • Strong, Anna Louise. 1930. The Road to the Grey Pamir. Robert M. McBride & Co., New York.
  • Slesser, Malcolm "Red Peak: A Personal Account of the British-Soviet Expedition" Coward McCann 1964
  • Tilman, H. W. "Two Mountains and a River" part of "The Severn Mountain Travel Books". Diadem, London. 1983
  • Waugh, Daniel C. 1999. "The ‘Mysterious and Terrible Karatash Gorges’: Notes and Documents on the Explorations by Stein and Skrine." The Geographical Journal, Vol. 165, No. 3. (Nov., 1999), pp. 306-320.
  • The Pamirs. 1:500.000 – A tourist map of Gorno-Badkshan-Tajikistan and background information on the region. Verlag „Gecko-Maps“, Switzerland 2004 (ISBN 3-906593-35-5)

Eksterne Henvisninger

39°N 72°Ø / 39°N 72°Ø / 39; 72