I denne artikel vil vi udforske emnet Optativ i dybden. Fra dets oprindelse til dets relevans i dag, vil vi sætte alle aspekter relateret til Optativ under forstørrelsesglasset. Vores mål er at tilbyde vores læsere et komplet og detaljeret overblik over dette emne, hvilket giver uvurderlig information, der giver dem mulighed for bedre at forstå dets betydning og indvirkning på forskellige områder. Gennem en udtømmende analyse og præsentation af relevante data skal vi dykke ned i Optativ for at afdække dens implikationer og dens omfang i forskellige sammenhænge. Uden tvivl er Optativ et yderst relevant emne, som fortjener en grundig undersøgelse, og det er præcis, hvad vi vil gøre på de følgende sider. Så gør dig klar til at begive dig ud på en fascinerende rejse gennem Optativ.
Optativ eller ønskemåde er en modus, der angiver ønske eller håb. På mange sprog er optativ erstattet af konjunktiv (optativisk konjunktiv), men det findes i sanskrit og oldgræsk.
I det danske sprog er bøjningsformen stort set forsvundet, men findes dog i reliktform i visse faste vendinger, f.eks. "Ole længe leve", "Gud velsigne dig", "Gud bevare Danmark" og "Gud ske tak og lov". Formen er den samme som navnemåde.[1]
I græsk findes der følgende former for optativ:
| Optativisk optativ | Udtrykker ønske eller håb. Oversættes på dansk med "gid", "må, måtte" eller datid |
|---|---|
| Oblik optativ | Bruges i ledsætning, der er underordnet et verbet i datid, typisk i indirekte tale (oratio obliqua). Det har ingen indflydelse på oversættelsen |
| Potentialis | Betegner en mulighed og er normalt forbundet med partiklen ἄν (i hovedsætninger, ikke i en hvis-sætning). Oversættes med "ville" eller datid |
Futurum optativ er altid oblik.