Denne artikel vil behandle emnet Mikojan-Gurevitj MiG-25, som er af stor relevans i dag. Mikojan-Gurevitj MiG-25 er et emne, der har skabt stor interesse på forskellige områder, fra politik til videnskab, gennem kultur og samfund generelt. Gennem historien har Mikojan-Gurevitj MiG-25 været genstand for studier og debat, hvilket har rejst modstridende meninger og fremkaldt dybe refleksioner over dets indflydelse på hverdagen. I denne forstand er det vigtigt at analysere i detaljer de forskellige aspekter relateret til Mikojan-Gurevitj MiG-25, og adressere dets implikationer og konsekvenser, såvel som de mulige løsninger, der kan opstå som et resultat af dets tilstedeværelse. Derfor er hovedformålet med denne artikel at give et bredt og opdateret syn på Mikojan-Gurevitj MiG-25, for at fremme kritisk og konstruktiv refleksion over dette meget relevante emne.
MiG-25 | |
---|---|
![]() MiG-25PU med to sæder til træning. | |
Beskrivelse | |
Type | Jagerfly |
Besætning | Én |
Jomfruflyvning | 6. marts 1964 |
I aktiv tjeneste | 1964–1984 |
Brugere | Ruslands luftvåben, Algeriets luftvåben, Syriens luftvåben, Ukraines luftvåben |
Dimensioner | |
Længde | 19,75 meter |
Spændvidde | 14,01 meter |
Højde | 6,10 meter |
Vingeareal | 61,40 m² |
Tomvægt | 20.000 kg |
Lasteevne | 36.720 kg |
Motor | 2× Tumanskij R-15B-300 turbojetmotorer med efterbrænder |
Motorydelse | 100,1 kN |
Tophastighed | Mach 3,2[1] (3.470 km/t) |
Ydeevne | |
Rækkevidde | 1.730 km |
Stigeevne | 208 m/s |
Bevæbning | |
Missiler | 2× R-40R (radarstyrede) og 2× R-40T (varmesøgende) AA-6 "Acrid" luft til luft-missiler |
Mikojan-Gurevitj MiG-25 (russisk Микоян и Гуревич МиГ) (NATO-rapporteringsnavn: Foxbat) er et supersonisk jager- og rekognosceringsfly, der er blandt de hurtigste militærfly, der har været i brug. Det blev designet af Sovjetunionens Mikojan-Gurevitj-bureau. Den første prototype fløj i 1964, og flyet begyndte at blive brugt militært i 1970. Den operative tophastighed er Mach 2,83 (Mach 3,2 er mulig men kan skade motorerne) og udstyret med en kraftfuld radar og fire luft til luft-missiler.
Da flyet første gang blev set på rekognosceringsfotografier indikerede det store vingeareal at det var et stort og manøvredygtig jagerfly, på et tidspunkt hvor man også i USA udviklede designteorier til bedre manøvredygtighed som følge af erfaringer fra vietnamkrigen. Fremkomsten af MiG-25 forårsagede store bekymringer i Vesten, og gjorde at F-15 Eagle, der var under udvikling i slutningen af 1960'erne, blev opgraderet voldsomt. Funktionerne i MiG-25'eren blev bedre forstået i 1976, da den sovjetiske pilot Viktor Belenko deserterede i en MiG-25 til USA via Japan. Det viste sig, at flyets store vægt nødvendiggjorde de store vinger.
Produktionen af MiG-25-serien sluttede i 1984 efter at der var blevet fremstillet 1.190 fly. Flyet var et symbol på den kolde krig og det blev brugt af sovjetiske allierede og tidligere sovjetrepublikker. Det er fortsat i brug i Ruslands militær og flere andre lande, men i begrænset omfang. Det er et af de militærfly, der kan flyve højest,[2] og er det næsthurtigste rekognosceringsfly efter Lockheeds SR-71 Blackbird.[3]
{{cite web}}
: |author=
har et generisk navn (hjælp)