Mandatområde
I dagens artikel skal vi dykke ned i Mandatområde, et relevant emne, der har fanget mange menneskers opmærksomhed i den seneste tid. Igennem denne tekst vil vi analysere forskellige aspekter af Mandatområde, fra dets oprindelse til dets indvirkning på nutidens samfund. Vi vil fordybe os i dens historie, udforske dens implikationer på forskellige områder og reflektere over dens betydning i den aktuelle kontekst. Mandatområde er et spændende emne, som fortjener at blive behandlet fra forskellige perspektiver, og derfor foreslår vi i denne artikel at tilbyde en bred og berigende vision af denne sag. Tag med os på denne fascinerende udforskning!
- Syrien
- Libanon
- Palæstina
- Transjordanien
- Mesopotamien
Klasse B, mandater i Afrika:
- Britisk Togoland
- Fransk Togoland
- Britisk Cameroun
- Fransk Cameroun
- Ruanda-Urundi
- Tanganyikaterritoriet
Klasse C, mandater i Afrika:
- Sydvestafrika
- Carolinerne og Palau
- Papua Ny Guinea
- Nauru
- Samoa
Folkeforbundets mandat eller et mandatområde – ofte blot benævnt et mandat – refererer, til et geografisk afgrænset område, der blev etableret efter reglerne i artikel 22 i Folkeforbundets traktat af 28. juni 1919. Den administrative kontrol af disse territorier blev overført fra ét land til et andet efter 1. verdenskrig, hvor de lande – som modtog kontrollen over territorierne (også benævnt mandatar) – administrerede områderne på vegne af Folkeforbundet. Retningslinjerne for de enkelte mandater var individuelt bestemt og havde karakter af både en traktat og en forfatning, som bl.a. indeholdt klausuler om mindretalsrettigheder, der sikrede retten til at indgive anmodninger og tvister overfor Den Permanente Internationale Domstol.[1]
Alle territorier, der blev udlagt som mandatområde, havde inden 1. verdenskrig været underlagt nationer, der havde været på den tabende side 1.verdenskrig – primært Tyskland og Det Osmanniske Rige. I kontrast var alle de lande, som fik tildelt et mandat, på den vindende side af 1. verdenskrig – herunder gik de vigtigste mandater til Storbritannien og Frankrig.
Med opløsningen af Folkeforbundet efter 2. verdenskrig blev det bestemt på Jaltakonferencen, at de tilbageværende mandater skulle placeres under det nyetableret FN's forvaltningsråd. De fleste af de tilbageværende mandater fra Folkeforbundet (med undtagelse af Sydvestafrika) blev derfor efterhånden FN forvaltningsterritorier.
I henhold til den canadiske historiker Susan Pedersen adskilte administrationen af mandaterne sig ikke væsentligt fra kolonistyre andre steder. Selvom Folkeforbundets Pagt forpligtede stormagterne til at administrere mandaterne forskellige fra kolonier, var den væsentligste forskel, at disse stormagter talte anderledes om deres mandater, end om deres øvrige kolonibesiddelser.[2] Derfor blev mandatarerne ofte de facto betragtet som nye kolonimagter blandt lokalbefolkningen i mandatområderne.
Mandatområder
Neden for en oversigt over mandatområder og deres forvaltere:
- Palæstina (Storbritannien)
- Transjordanien blev udskilt fra det oprindelige Palæstinamandat
- Syrien (Frankrig)
- Mandatområdet i Libanon (Frankrig)
- Irak (Storbritannien)
- Cameroun (Britisk Cameroun, Fransk Cameroun)
- Carolinerne (Japan)
- Palau (Japan)
- Papua Ny Guinea (Australien)
- Samoa (New Zealand)
- Togoland (Frankrig)
- Tysk Sydvestafrika (Sydafrika)
- Tanganyikaterritoriet (Tysk Sydøstafrika), (Storbritannien)
Referencer
- ^ "Legal Consequences for States of the Continued Presence of South Africa in Namibia (South West Africa) notwithstanding Security Council Resolution 276 (1970)" (PDF). International Court of Justice: 28-32. 21. juni 1971. Arkiveret fra originalen (PDF) 6. januar 2015. Hentet 28. august 2010.
- ^ Pedersen, Susan (2012). "Settler Colonialism at the Bar of the League of Nations". I Elkins, Caroline; Pedersen, Susan (red.). Settler Colonialism in the Twentieth Century (udgivet 2005). doi:10.4324/9780203621042. ISBN 9780203621042.
 | Spire Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |