I dagens verden har Lokativ fået betydelig betydning på forskellige områder. Uanset om det er på et personligt, professionelt eller socialt plan, har Lokativ formået at fange opmærksomheden hos et bredt publikum. Dens relevans er blevet afspejlet i stigningen i dens popularitet og den indflydelse, den udøver på nutidens samfund. I denne artikel vil vi dykke ned i verden af Lokativ for at opdage dens mange facetter og analysere dens indvirkning på forskellige aspekter af dagligdagen. Fra dets oprindelse til dets udvikling over tid har Lokativ markeret et før og efter i historien og er blevet et emne af interesse for både forskere, akademikere og nysgerrige. Tag med os på denne rejse for fuldt ud at udforske alt, hvad Lokativ har at tilbyde.
Lokativ er et grammatisk fagudtryk, der betegner en kasus.
Lokativ bruges i visse indoeuropæiske sprog til at betegne, på hvilken lokalitet (sted), den givne sætnings handling foregår. Lokativ bruges dog sjældent, oftest bruges der præpositioner til at beskrive et sted f.eks. på latin: 'in villa' i stedet for 'villae'.
Denne kasus findes ikke i dansk, men den sammenhæng, den kan bruges i, kan sagtens vises:
Børnene leger i sneen; 'i sneen' ville eksempelvis på russisk gengives med en lokativ (Дети играют в снегу.)
I russisk kan en lokativ kendes fra præpositionalis (kasus, der kun bruges sammen med forholdsord – præpositioner) ved at den har u-endelse, modsat den gængse e-endelse.
Den indoeuropæïske lokativ er blevet opgivet i latinsk grammatik, hvor funktionen er blevet fordelt på to andre kasus: lokativisk ablativ og lokativisk genitiv. Genitiv bruges ved byer og øer, der er singularis og bøjes efter 1. og 2. deklination. Derudover er det genitiv i de faste udtryk domi (hjemme) og ruri (på landet). Ved pluralis-ord og ord efter 3. deklination anvendes ablativ. Ellers er lokativen videreført som præpositionsled med præpositionen 'in' i fx in Italia, in urbe.
Det er et bevidst valg, at grammatikerne har villet beskrive lokativ som dels genitiv, dels ablativ på latin. Beskrivelsen havde været mere vellykket, hvis lokativen havde været opslugt af kun én kasus.
På finsk af den uralske sprogfamilie, og altså ikke et indoeuropæisk sprog, er der flere lokativiske kasus. Der er almen lokativ (partitiv, essiv, illativ), indre lokativ (inessiv, elativ, illativ), ydre lokativ (adessiv, ablativ, allativ). De samiske sprog har også lokalkasus.