I dagens verden er Lardal blevet et emne af stor relevans og interesse for mennesker i alle aldre og baggrunde. Hvad enten det er på et personligt, fagligt, socialt eller kulturelt plan, har Lardal fanget opmærksomhed og skabt vigtige debatter og refleksioner. Dens indvirkning har kunnet mærkes i forskellige områder af dagligdagen, og det har udløst diskussioner omkring dets implikationer og konsekvenser. I årenes løb har Lardal antaget forskellige former og har udviklet sig afhængigt af omstændighederne og tendenserne i øjeblikket, forbliver et afgørende emne for nutidens samfund. I denne artikel vil vi grundigt udforske betydningen af Lardal og dens indflydelse på forskellige aspekter af vores liv, og tilbyde detaljerede analyser og indsigter, der inviterer til eftertanke og debat.
Lardal | |
Våben | Kort |
---|---|
![]() |
![]() |
Fakta om Lardal | |
Kommunenummer: | 0728 |
Fylke: | Vestfold |
Kommunesæde: | Svarstad |
Areal: | 278 km² |
Indbyggere: | 2.474 (1. januar 2016) |
Politik | |
Borgmester: | Knut Olav Omholt (2015-2017) ![]() |
Sprog: | Bokmål |
Websted: | www.Lardal.kommune.no |
![]() |
Lardal er en kommune i Vestfold fylke i Norge. Den har et areal på 278 km², og en befolkning på 2.445 indbyggere (2006). Den grænser i nord til Kongsberg og Hof, i øst til Re og Andebu, i syd til Larvik, og i vest til Siljan. Højeste punkt er Vindfjell på grænsen mod Telemark, 619 m.o.h.
Kommunens administrative center og eneste bymæssige bebyggelse er Svarstad med 590 indbyggere i 2015.
Gennem kommunen, fra nord til syd, løber floden Numedalslågen, som byder på et rigt laksefiskeri. Disse 20 km af Lågen frembyder et fald på fra 36 til 12 m.o.h. i fire fossefald.[1] Området er også rigt på elge. I topåret 1993 blev der skudt 350 elsdyr i kommunen.[2]
Den norrøne form of af navnet var Lagardalr. Første del er ejefald af lǫgr, som betød "vand" eller "flod" (her menes Numedalslågen). Den sidste stavelse, dalr, betød "dal". Frem til 1889 blev navnet stavet Laurdal.[3]
Kommunevåbnet blev indviet 17. juli 1992 og er tegnet af Arvid Steen, med en gylden hulder [4] på rød baggrund.[5] I den lokale overtro tænkte man sig, at der holdt huldre til i egnens vidstrakte skove.