I dagens verden er Kongeloven et emne, der har fanget mange menneskers opmærksomhed. Siden dets fremkomst har Kongeloven været genstand for debat og diskussion på forskellige områder, hvilket har skabt modstridende meninger og vakt bred interesse. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, dets relevans i et specifikt historisk øjeblik eller dets indflydelse på den kulturelle sfære, har Kongeloven formået at gennemsyre forskellige sfærer i dagligdagen. I denne artikel vil vi udforske de mange facetter af Kongeloven og analysere dens betydning og implikationer i forskellige sammenhænge. Tag med os på denne rundvisning i Kongeloven og opdag nøglerne til at forstå dens relevans i dag.
Kongeloven | |
---|---|
![]() | |
Dansk lovgivning | |
År: | 1665 |
Datoer | |
Vedtaget: | 14-11-1665 |
Stadfæstet: | 14-11-1665 |
Offentliggjort: | 1709 |
Status: Se artiklen | |
Kongeloven, Lex Regia, var Danmarks forfatning under enevælden.[1] Den er egentligt den eneste skrevne grundlov for et enevældigt styre i Europa.[2] Kongeloven er dateret den 14. november 1665 (men blev offentliggjort i 1709).[3] Den fastsatte den kongelige arvefølge og formaliserede kongens enevældige magt (jura majestatis). Et eksemplar af kongeloven lå på alteret under samtlige salvinger under enevælden.[4]
Loven affattedes af kongelig kammersekretær Peter Schumacher (1671 adlet Griffenfeld) i 1665 og den er delvis inspireret af fiskal Søren Hansen Kornerups forslag til en arvefølgelov. Loven var kun kendt i en snæver kreds af højtstående embedsmænd, indtil den ved Christian 5.s tronbestigelse i 1670 oplæstes i Statsrådet; Kongeloven blev først offentliggjort i 1709.[5]
Kongeloven gør kun en eneste indskrænkning i kongens suverænitet: Han kan ikke reducere sin uindskrænkede magt.[6] Der er ikke paragraffer i Kongeloven, som i stedet bestod af 40 artikler.[7] Kongeloven var inddelt i syv hovedafsnit.[8]
Kongeloven blev i de fleste henseender ophævet ved epilogen til Grundloven af 1849.[9] Hvorimod Kongelovens arveregler først blev ændret ved Tronfølgeloven af 31. juli 1853.[10]
To af lovens artikler er gældende: art. 21, der kræver den udøvende magts tilladelse til prinser og prinsessers udrejse og ægteskab; og art. 25, der giver dem ret til at undsige sig rettergang og vidnesbyrd ved de almindelige domstole.[10]