Vigtigheden af Kidō Butai i dagens samfund er ubestridelig. Siden sin oprindelse har Kidō Butai spillet en grundlæggende rolle i flere aspekter af dagligdagen, fra politik til økonomi, kultur og teknologi. I de senere år er interessen for Kidō Butai vokset eksponentielt, til dels takket være fremskridt inden for forskning og udvikling, der har givet en bedre forståelse af dets betydning og indflydelse på verden. I denne artikel vil vi undersøge den rolle Kidō Butai spiller i vores nuværende samfund, såvel som dets udvikling over tid og mulige konsekvenser for fremtiden.
Kidō Butai (jap. 機動部隊, "mobile enhed") var navnet på den største japanske flådestyrke i begyndelsen af 2. Verdenskrig i Stillehavet. Den blev opstillet af den japanske flåde ved etableringen af den 1. marineluftflåde den 10. april 1941. Kernen i denne flåde var de dengang syv hangarskibe med deres 474 kampfly.
Senere blev der tilføjet 5. hangarskibsdivision med Shōkaku og Zuikaku, 1. hangarskibsdivision med Akagi og Kaga samt 2. hangarskibsdivision med Sōryū og Hiryū. De udgjorde herefter kernen af Kidō Butai. Hertil kom mindre eskortehangarskibe og et antal slagskibe, krydsere og destroyere. Med denne flådestyrke sejlede admiral Isoroku Yamamoto øst på for at gennemføre angrebet på Pearl Harbor. Den øverstkommanderende for 1. marineluftflåde var på dette tidspunkt viceadmiral Chuichi Nagumo.
Skibene i Kidō Butai opererede til dels uafhængigt af hinanden. Ved slaget om Midway fra 4. til 6. juni 1942 mistede flåden imidlertid fire hangarskibe. Dette markerede begyndelsen på slutningen af den japanske flådes herredømme i Stillehavet.
De øvrige hangarskibe deltog fortsat i slagene i Stillehavskrigen og blev stadig betegnet som Kidō Butai. Frem for alt blev Shōkaku og Zuikaku, som deltog i Slaget øst for Salomonøerne og Slaget ved Santa Cruz-øerne i august og oktober 1942 omtalt med dette navn.
Status ved udgangen af november 1941