Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede)

Spørgsmålet om Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede) er et emne, der har skabt stor interesse og kontroverser i nyere tid. Med forskellige tilgange og perspektiver har Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede) været genstand for debat og forskning inden for forskellige vidensområder. Fra dets indvirkning på samfundet til dets implikationer på individniveau har Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede) fanget akademikeres, specialisters og almindelige menneskers opmærksomhed. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede), analysere dets relevans og udrede dets mulige konsekvenser. Derudover vil vi undersøge, hvordan Jesus-bevægelsen (bevægelse i 1. århundrede) har formet og vil fortsætte med at forme det nuværende landskab, hvilket giver et omfattende overblik over dette vigtige emne.

For alternative betydninger, se Jesusbevægelsen (bevægelse i 20. århundrede).

Jesus-bevægelsen er nytestamentlige forskeres betegnelse for den første gruppe af tilhængere, der samledes omkring Jesus i det 1. århundrede, før kristendommen var etableret som en selvstændig religion, der var uafhængig af jødedommen – med andre ord: før Jesus-bevægelsen blev til kristendommen.

Udtrykket ”Jesus-bevægelsen” er relativt nyt. Det stammer fra den tyske teolog Gerd Theissen. Hans bog fra 1977 Soziologie der Jesus-bewegung (på dansk Jesus-overleveringen og dens sociale baggrund, 1979) har udløst en vedvarende debat om begrebet.[1] Theissen definerer Jesus-bevægelsen som ”den af Jesus fremkaldte indrejødiske fornyelsesbevægelse i det syrisk-palæstinensiske område mellem ca. år 30 og ca. år 70.” [2]

Jesus-bevægelsen er altså defineret som en bevægelse, der endnu ikke har foretaget det endelige brud med jødedommen. Bevægelsen forstod sig selv som en del af jødedommen med dens begreber, dens autoriteter (f.eks. Moseloven) og dens traditioner.

Blandt nytestamentlige forskere er der forskellige meninger om, hvornår Jesus-bevægelsen skilte sig ud fra jødedommen og blev til kristendommen. Nogle mener, at bruddet skete i forbindelse med Jesu død omkring år 32. Her skete der efter deres mening en omfortolkning af hans mission. Før hans død blev Jesus set som en jødisk Messias, hvis formål var at bringe budskabet om et nyt rige – Guds rige. Gud ville snart gribe ind i verden og styrte de onde magter, der styrede den.[3] Men med Jesu død blev hans mission omfortolket. Nu var hans formål at være frelseren, at være ham der måtte lide og dø som et offer for verdens synder, og som opstod fra de døde.[4] Det nederlag, der skete med Jesu død, blev således vendt til at være et fundament for en ny religion.

Gerd Theissen sætter bruddet til ca. år 70. Først efter jødernes nederlag i krigen mod romerne (66-70) udviklede Jesus-bevægelsen sig til at blive en selvstændig religion i forhold til jødedommen. Før den tid havde den konkurreret med andre bevægelser inden for jødedommen, men efter år 70 sejrede farisæismen i Palæstina, og Jesus-bevægelsen led nederlag. Først da udskilte Jesus-bevægelsen sig fra jødedommen og blev til kristendommen.[2]

Jesus-bevægelsens nederlag i Palæstina hang sammen med, at den havde åbnet sig for andre folkeslag end jødefolket (for ”hedningerne”). Den accepterede ikke-jøder i bevægelsen. Jesus-bevægelsens missionsvirksomhed blandt hedningerne betød, at de andre folkeslag blev ligestillet med jøderne. Dermed tog den grunden væk under jødedommen og dens identitet, og det vakte modvilje hos de jødiske ledere.[5]

Se også

Referencer

  1. ^ Wolfgang Stegemann: Jesus und seine Zeit, s. 257–262.
  2. ^ a b Gerd Theissen: Jesus-overleveringen og dens sociale baggrund, s. 13.
  3. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 33.
  4. ^ Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 283-84 og 290.
  5. ^ Gerd Theissen: Jesus-overleveringen og dens sociale baggrund, s. 119.

Litteratur

  • Per Bilde: En religion bliver til. En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Anis 2001. ISBN 87-7457-277-6.
  • Bart D. Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet. Gyldendal 2001. ISBN 87-00-49024-5
  • Troels Engberg-Pedersen (red.): Den historiske Jesus og hans betydning. Gyldendal 1998. Af indholdet: Troels Engberg-Pedersen: Gevinst og risiko i jagten på den historiske Jesu. Gerd Theissen: Den kontroversielle historiske Jesus. E.P. Sanders: Jesus i historisk kontekst. Halvor Moxnes: Jesus' galilæiske kontekst. Jens Glebe-Møller: Kristologi fra neden. ISBN 87-00-35230-6
  • Niels Hyldahl (1993): Den ældste kristendoms historie. Museum Tusculanum. 1. udgave. 1993. DK5=22.59. ISBN 87-7289-212-9
  • Gerd Theissen: Jesus-overleveringen og dens sociale baggrund. Reitzel 1979. ISBN 87-412-3613-0
  • Wolfgang Stegemann: Jesus und seine Zeit. Biblische Enzyklopädie, Bd. 10. Kohlhammer, Stuttgart 2010. ISBN 978-3-17-012339-7