Helen Hayes

I dagens verden er Helen Hayes stadig et emne af stor relevans og interesse for en bred vifte af mennesker. Uanset om det er et aktuelt emne, en historisk figur eller et grundlæggende koncept, har Helen Hayes magten til at fange opmærksomhed og skabe debat på forskellige områder. I denne artikel vil vi grundigt undersøge virkningen og vigtigheden af ​​Helen Hayes, analysere dens implikationer i nutidens samfund og dens relevans i forskellige sammenhænge. Ligeledes vil vi undersøge, hvordan Helen Hayes har udviklet sig over tid og dens indflydelse på forskellige aspekter af vores dagligdag. Uden tvivl er Helen Hayes et fascinerende emne, der fortjener at blive analyseret omhyggeligt for bedre at forstå dets betydning i dagens verden.

Helen Hayes
Personlig information
Født10. oktober 1900 Rediger på Wikidata
Washington D.C., District of Columbia, USA Rediger på Wikidata
Død17. marts 1993 (92 år) Rediger på Wikidata
Nyack, New York, USA Rediger på Wikidata
DødsårsagHjerteinsufficiens Rediger på Wikidata
NationalitetUSA Rediger på Wikidata
Politisk partiRepublikanske parti Rediger på Wikidata
ÆgtefælleCharles MacArthur (1928-1956) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseTv-skuespiller, filmskuespiller, selvbiograf, teaterskuespiller Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
NomineringerOscar for bedste kvindelige hovedrolle
Oscar for bedste kvindelige birolle (23. februar 1971)
Tony Award for Best Actress in a Play (1970) Rediger på Wikidata
UdmærkelserÆresdoktor ved Hofstra Universitet
Oscar for bedste kvindelige hovedrolle (1931)
Oscar for bedste kvindelige birolle (1970)
Ladies' Home Journal Women of the Year (1973)
Presidential Medal of Freedom (1986) med flere Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Helen Hayes' hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Helen Hayes Brown (født 10. oktober 1900, død 17. marts 1993) var en amerikansk skuespillerinde, med en karriere der strakte sig over næsten 70 år. Hun blev med tiden kendte som "Amerikansk teaters førstedame" og er en af 12 personer der har vundet en Oscar, en Emmy, en Grammy og en Tony. Hun har også modtaget en Presidential Medal of Freedom, USAs højeste civile æresmedalje, af præsident Ronald Reagan i 1986.[1]

Biografi

Helen Hayes blev født i Washington D.C. 10. oktober 1900. Hendes mor Catherine Estelle var en håbefuld skuespillerinde i en omrejsende trup. [2] [3] Hendes far, Francis van Arnum Brown, arbejdede forskellige steder blandt andet som ekspedient på patentkontoret i Washington og som sælger for en engros slagter.[3][4] Hayes' irsk katolske morforældre immigrerede fra Irland under hungersnøden.[5]

Helen Hayes stod på scenen som sanger for første gang som 5-årig i Washingtons Belasco Theatre (på lafayette square overfor det hvide hus).[6] Som 10-årig medvirkede hun i en kortfilm der hed Jean and the Calico doll, men hun flyttede først til Hollywood, da hendes mand, dramatikeren Charles MacArthur, underskrev en aftale i hollywood. Hun studerede på Academy of the Sacred Heart Convent i Washington og dimitterede i 1917. [7]

Karriere

Hayes havde sin tonefilmdebut i The sin of Madelon Claudet, som hun vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for. Derefter havde hun roller i Martin Arrowsmith, Farvel til våbnene, Den hvide søster, What every woman knows og Vanessa. Hun blev dog aldrig en fanfavorit og Hayes foretrak teatret frem for filmmediet.

Hun vendte tilbage til Broadway i 1935, hvor hun havde hovedrollen i Gilbert Millers opsætning af Victoria Regina i 3 år.

I 1953 var hun den første modtager af en Sarah Siddons Award for sit arbejde på Chicago Theatre. Hun vendte tilbage til Hollywood i 1950'erne, og hendes filmstjerne status begyndte at stige. Hun spillede med i Min søn John (1952) og Anastasia (1956), og vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle for sin rolle i katastrofefilmen Airport - vinger af ild (1970). Hun fulgte op med flere roller i Disneyfilm som Herbie i højeste gear, One of Our Dinosaurs Is Missing, og Candleshoe.

Priser og Nomineringer

Oscar:

Emmy Award:

  • Bedste kvindelige hovedrolle (1951, nomineret)
  • Bedste kvindelige hovedrolle (1952, nomineret)
  • Bedste kvindelige hovedrolle (1953, vinder)
  • Bedste enkelte optræden – hoved- eller birolle (The Alcoa Hour 1958, nomineret)
  • Bedste enkelte optræden – Kvinde (The United States steel hour 1959, nomineret)
  • Bedste enkelte optræden – Kvindelig hovedrolle (Do not fold, spindle or mutilate 1972, nomineret)
  • Bedste kvindelige hovedrolle – miniserie (The snoop sisters 1974, nomineret)
  • Bedste enkelte optræden – Kvindelig hovedrolle (Hawaii Five-O 1976, nomineret)
  • Bedste kvindelige hovedrolle – Drama eller komedie (A family upside down 1978, nomineret)

Golden Globe:

Filmfestivalen i Venedig:

  • Publikumsprisen (The sin og Madelon Claudet 1932, vinder)

Laurel Awards:

  • Golden Laurel for bedste kvindelige birolle (Airport – vinger af ild 1970, vinder)

Referencer

  1. ^ Reagan, Ronald."Ronald Reagan: Remarks at the Presentation Ceremony for the Presidential Medal of Freedom – May 12, 1986" presidency.ucsb.edu, 12. maj, 1986, accessed 2. februar, 2012
  2. ^ "The Official Website of Helen Hayes: Biography" Arkiveret 23. oktober 2006 hos Wayback Machine Helen Hayes.com, hentet 2. februar, 2012
  3. ^ a b "Biography of Helen Hayes" Kennedy-Center.org, hentet 2. februar 2012
  4. ^ "The Theatre:Helen Millennial" Arkiveret 27. maj 2013 hos Wayback Machine Time Magazine, December 30, 1935.
  5. ^ Rice, Jean."Helen Hayes (1900-1993),The First Lady of Theater" Arkiveret 18. oktober 2007 hos Wayback Machine Rootsweb.com (Ancestry.com) hentet 2. februar 2012
  6. ^ Evely, Douglas E., Dickson, Paul, and Ackerman, S.J."The White House Neighborhood"On This Spot: Pinpointing the Past in Washington D.C. (2008), Capital Books, ISBN 1-933102-70-5, s.166
  7. ^ "Helen Hayes" biography.yourdictionary.com, hentet 2. februar 2012

Eksterne henvisninger

Priser
Foregående:
Marie Dressler
for Min and Bill 		Oscar for bedste kvindelige hovedrolle
1931/32
for Falden Kvinde 		Efterfølgende:
Katharine Hepburn
for Morning Glory