I den følgende artikel vil Hønseæg blive behandlet fra et omfattende og detaljeret perspektiv med det formål at give en dyb forståelse af dette emne. Forskellige aspekter relateret til Hønseæg vil blive analyseret, herunder dets oprindelse, indvirkning på det nuværende samfund, mulige løsninger eller fremtidige implikationer. Derudover vil forskellige meninger og perspektiver fra eksperter på emnet blive præsenteret, for at berige debatten og give en mere komplet vision. Formålet med denne artikel er at fremme viden og refleksion omkring Hønseæg, med det formål at fremme en bredere og mere kritisk forståelse af dette emne.
Hønseæg (æg lagt af høns) er et synligt eksempel på en dyrecelle. Her kan man – uden brug af teknisk udstyr – se cellen, som er "blommen". "Hviden" og skallen er anlagt i hønens æggeleder for at give næring og beskyttelse. Blommen i ægget af den afrikanske struds er i øvrigt den største celle, man kan se i nutiden. Almindelige hønseæg vejer omkring 60 gram, og æg fra dværghøns vejer omkring 40 gram.
Skallen udgør omkring 10 % af æggets vægt, Æggehviden udgør ca. 60 % af æggets vægt og består af 88 % vand og 12 % tørstof, hovedsagelig protein. En ældre betegnelse for protein er derfor også "æggehvidestoffer".
Blommen udgør ca. 28 % af æggets vægt med ca. 50 % vand. Blommens tørstof består af ca. 2/3 fedt og 1/3 protein.
Farven på æg afhænger naturligvis af hønseracen. Hvide racer lægger generelt hvide æg. Brune og røde lægger generelt brune æg. Kun det yderste lag på skallen er farvet. Æg vil almindeligvis have brun eller hvid skal. For brune æg er det farvestoffet protoporphyrin, som afgør den brunlige nuance. Men der findes ligeledes hønseracer, der lægger turkisblå æg som Araucanaer eller Maran-høns, der er kendt for maghoniefarvede æg.[1] Et hønseæg er omtrent på størrelse med en kiwi.
Blommens farve afhænger bl.a. af hønsenes foder.
Kort efter klækningen bliver kyllingerne sorteret. Hanekyllingerne aflives med kuldioxid-gas og hunnerne bruges derefter i produktionen af hønseæg. Producenterne bruger den samme art (Gallus gallus domesticus), men har vidt forskellige typer fjerkræ i henholdsvis æg- og kødproduktionen, og derfor kan man ikke opdrætte hanekyllingerne til kød.[2]
Hønseæg til husholdingen kategoriseres efter deres oprindelse:
For at få ens skiver af hårdkogt æg har man opfundet æg i rørfacon (røræg), som kaldes langæg. Man laver et langæg som en lang pølse med blomme i midten og hvide udenom, sådan at blommen er lige stor i hele længden, så alle skiver af det hårdkogte langæg bliver ens. Produktet anvendes i restaurationsbranchen.[3]
Æg kan spises kogte, spejlede, pocherede, hvorved det udnyttes, at ægget koagulerer og binder væsken, når proteinet denaturerer og udfolder sig. Lecitin i æggets blomme udnyttes ved fremstilling af mayonnaise.
Kogte æg skal for at blive blødkogte koges ca. 5 minutter (afhængigt af æggets størrelse). Smilende æg kræver en kogetid på ca. 7 minutter, hårdkogte æg ca. 9 minutter (kogning i vand ved 100°C). Æggeblomme størkner ved 65°C , æggehvide ved 85°C.[4]
Skal ægget spises råt, bruges ofte pasteuriserede æg, da der herved kan undgås en risiko for eksempelvis salmonellainfektion.
Ernæringsmæssigt indeholder et æg 80 kilokalorier, omtrent 0,1 kilowatt-timer.[5] En læggehønes energiforbrug er sat til 0,4 kilowatt-timer om dagen.[5]