I dagens verden er Friedrich Christian Diez blevet et emne af yderste vigtighed og relevans for forskellige områder og sektorer. Dens indvirkning har været bemærkelsesværdig i samfundet, økonomien, politik, kultur og i folks daglige liv. Siden dets fremkomst har Friedrich Christian Diez genereret endeløse debatter, diskussioner og analyser, der har givet os mulighed for at forstå dets omfang og virkning i nutidens verden. I denne artikel vil vi i detaljer undersøge de forskellige kanter og aspekter relateret til Friedrich Christian Diez, analysere dens udvikling over tid, dens nuværende implikationer og udfordringer samt dens mulige fremtidige udviklinger. Den vil undersøge, hvordan Friedrich Christian Diez har transformeret den måde, vi tænker, handler og forholder os på, samt de muligheder og udfordringer, det repræsenterer for fremtiden.
Friedrich Christian Diez | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 15. marts 1794 ![]() Gießen, Hessen, Tyskland ![]() |
Død | 29. maj 1876 (82 år) ![]() Bonn, Nordrhein-Westfalen, Tyskland ![]() |
Gravsted | Alter Friedhof Bonn ![]() |
Nationalitet | ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Georg-August-Universität Göttingen, Justus-Liebig-Universität Gießen ![]() |
Elev af | Friedrich Gottlieb Welcker ![]() |
Medlem af | Teutsche Lesegesellschaft, Det Preussiske Videnskabsakademi, Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab, Bayerische Akademie der Wissenschaften, Ruslands Videnskabernes Akademi ![]() |
Beskæftigelse | Sprogforsker, universitetsunderviser, romanist, forfatter ![]() |
Fagområde | Filologi ![]() |
Arbejdsgiver | Bonns Universitet ![]() |
Arbejdssted | Bonn ![]() |
Elever | Edmund Stengel, Wilhelm Meyer-Lübke, Gaston Paris ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Pour le Mérite for videnskab og kunst, Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1855) ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Friedrich Christian Diez (født 15. marts 1794 i Giessen, død 29. maj 1876 i Bonn) var en tysk sprogforsker, grundlægger af den romanske filologi.
Under påvirkning af Goethe, hvem han besøgte i Weimar, begyndte Diez at studere provençalsk, men efterhånden udvidede han sine studier til at omfatte alle de romanske Sprog. Han blev lektor ved Universitetet i Bonn 1821 og ordentlig professor i germansk og romansk filologi 1830. Hans første arbejder vedrører udelukkende den provençalske litteratur: Poesie der Troubadours (1826, ny udgave 1883) og Leben und Werke der Troubadours (1829, ny udgave 1882); disse to værker, der helt igennem hviler på direkte kildestudier, er banebrydende for vort kendskab til middelalderens troubadourdigtning. Hans hovedværk er Grammatik der romanischen Sprachen (3 bind, 1836-38, 3. udgave 1870-73; denne udgave er senere flere gange optrykt uforandret); det er skrevet under påvirkning af Grimms tyske grammatik, til hvilken det danner en interessant parallel, og må i alle henseender betegnes som et mesterværk; det forbinder en omfattende viden og sindrig kombinationsevne med en sjælden klar fremstilling og grundlagde det metodiske, komparative studium af de romanske sprog. Grammatikken efterfulgtes af den ikke mindre betydelige Etymologisches Wörterbuch der romanischen Sprachen (2 bind, 1853, 3. udgave 1869), der gennem skarpsindige enkeltundersøgelser gør rede for de romanske sprogs ordbestand, hvad oprindelsen angår. Af hans øvrige arbejder skal særlig fremhæves Über die Minenhöfe (1825), Altromanische Sprachdenkmale (1846), og Altromanische Glossare (1865). Den af Diez grundlagte videnskab blev i det af ham engang dragne spor ført videre af en talrig skare romanister i forskellige lande.