I dagens verden er Frederik Vilhelm 3. af Preussen blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt spektrum af mennesker. Hvad enten det er på grund af dets indvirkning på samfundet, dets relevans i historien, dets indflydelse på populærkulturen, har Frederik Vilhelm 3. af Preussen formået at fange opmærksomheden hos millioner af individer rundt om i verden. Dette fænomen har genereret omfattende debat og analyser på forskellige områder, hvilket har ført til produktionen af adskillige artikler, der søger at udforske og forklare dets mange facetter. I denne forstand ligger vigtigheden af at tage fat på emnet Frederik Vilhelm 3. af Preussen i dets evne til at inspirere til refleksioner, rejse spørgsmål og skabe større forståelse for dets betydning i dag.
Frederik Vilhelm 3. | |
---|---|
![]() Portræt udført af Heinrich Abel Seyffert | |
Konge af Preussen | |
Regerede | 16. november 1797 – 7. juni 1840 |
Forgænger | Frederik Vilhelm 2. |
Efterfølger | Frederik Vilhelm 4. |
Ægtefæller | Louise af Mecklenburg-Strelitz (g. 1793–1810) Auguste von Harrach (morg.) (g. 1824) |
Børn | |
Fulde navn | tysk: Friedrich Wilhelm |
Hus | Huset Hohenzollern |
Far | Frederik Vilhelm 2. |
Mor | Frederikke Louise af Hessen-Darmstadt |
Født | 3. august 1770 Potsdam, Brandenburg, Preussen |
Død | 7. juli 1840 (69 år) Berlin, Preussen |
Signatur | ![]() |
Religion | Calvinistisk |
Ridder af Elefantordenen![]() 1814 |
Frederik Vilhelm 3. (født 3. august 1770 i Potsdam, død 7. juni 1840 i Berlin) regerede som konge af Preussen fra 1797 til 1840. Han var søn af Frederik Vilhelm 2. og gift med Louise af Mecklenburg-Strelitz (1777-1810), der blev en populær moderskikkelse for preusserne og senere hyldedes som en tysk idealkvinde.
Hans regeringstid faldt sammen med Napoleonskrigene, der førte til et alvorligt tilbageslag for landet. Efter flere års neutralitet og relativt velvillig holdning til Napoleon sluttede han sig 1806 til England og Rusland mod Napoleon. Efter Preussens nederlag til Frankrig samme år flygtede kongefamilien til Königsberg i Østpreussen. Ved freden i Tilsit 1807 måtte Preussen afstå store landområder, men undgik med russisk hjælp at blive opløst. Preussen fungerede de følgende år reelt som fransk vasalstat.
Ved napoleonsstyrets sammenbrud 1812-14 sluttede Frederik Vilhelm sig efter stærkt nationalt pres til Frankrigs fjender, og 1813 lovede han en fri forfatning. Men efter sejren i 1814 fastholdt han en reaktionær politik og nøjedes med i 1823 at indføre provinsialstænder uden reel indflydelse. Han fulgte i øvrigt fyrst Metternichs kurs i inden- og udenrigspolitik og prøvede ikke at hævde Preussen som Østrigs ligemand. Alligevel betød hans senere regering en genrejsning af Preussen, og navnlig landets militær gennemgik den fornyelse, der senere gjorde det til Tysklands overherre. Under ham skabtes fx den preussiske generalstab.
Foregående: | Konge af Preussen 1797–1840 |
Efterfølgende: |
Frederik Vilhelm 2. | Frederik Vilhelm 4. |