Folkeafstemningen om republik i Australien

I dagens artikel skal vi dykke ned i den spændende verden af ​​Folkeafstemningen om republik i Australien. Uanset om du er ekspert på området eller bare nysgerrig efter at lære mere, er denne artikel for alle. Vi vil udforske de forskellige aspekter og perspektiver relateret til Folkeafstemningen om republik i Australien, fra dets historie til dets anvendelse i dag. Vi vil opdage dets mulige fordele, udfordringer og områder af kontroverser, så du i slutningen af ​​læsningen kan få en mere komplet og berigende forståelse af Folkeafstemningen om republik i Australien. Gå ikke glip af denne mulighed for at udvide din viden om Folkeafstemningen om republik i Australien!

Afstemningsresultatet i de forskellige dele af Australien.
En vejledning til, hvordan man stemmer "ja".

Folkeafstemningen om republik i Australien fandt sted lørdag den 6. november 1999.[1] I afstemningen, der blev udskrevet 12. august samme år, blev australierne spurgt, om de ønskede at erstatte den britiske monark (Elizabeth II) som statsoverhoved for Australien med en præsident.[2][3] Forslaget endte med at blive stemt ned med 54,22% af stemmerne (5.307.181 stemmer) mod 44,87% af stemmerne (4.391.587 stemmer).[4] Der var stemmepligt i forbindelse med afstemningen.[2]

Præsidenten skulle i givet fald vælges af den australske premierminister, der dog ville skulle have støtte fra et flertal på 2/3 i parlamentet.[2] Den senere premierminister, Malcolm Turnbull (der lige var blevet valgt om leder af det daværende opposisionsparti, Det Liberale Parti), der stod bag afstemningen, foreslog dog i 2008, at man ventede med en ny afstemning til efter Elizabeth II's død eftersom tronfølgeren, Charles var upopulær i Australien.[5]

Målinger

Op til afstemningen viste en måling, at 33% ville stemme "ja", mens 41% ville stemme "nej". 26% var fortsat i tvivl.[2] Andre målinger viste, at opbakningen til en republik var faldet fra 49% til 41% på en måned, mens en anden måling viste et fald fra 43% til 33% - også på en måned.[1] I flere år havde målinger ellers vist, at der var 2/3 opbakning i befolkningen til, at monarkiet skulle erstattes med en republik, men det, der blev tilbudt, var, som ovenfor nævnt, en præsident, der skulle vælges af premierministeren, men folket ønskede en folkevalgt præsident.[2] Dette førte til, at også republikanere ville stemme imod. Det vurderedes, at 15% af den australske befolkning var tilhængere af kongehuset.[2]

I 2014 viste en måling, citeret i avisen Sydney Morning Herald, at 39,4% støtter, at Australien skal være en republik, 41,6 er imod, mens 19% er i tvivl. Dette er den laveste opbakning i tyve år.[6]

Fremtiden

Efter afstemningen var der igen flertal for republik, men fortsat uenighed om, hvorvidt denne skulle vælges af premierministeren eller af folket.[6] Efterfølgende er støtten til kongehuset dog steget igen.[6] Pr. 2016 havde syv ud af otte ledere af de australske delstater og territorier støttet en erklæring om, at Australien burde have et australsk statsoverhoved (altså en præsident). Kun lederen af Western Australia havde ikke skrevet under på dokumentet, der derudover havde opbakning fra premierminister Malcolm Turnbull og opposisionslederen Bill Shorten.[7]

Referencer

  1. ^ a b ritzau (3. november 1999). "Australien i royal tænkeboks". b.dk. Berlingske. Hentet 20. juli 2018.
  2. ^ a b c d e f Bundgaard, Bente (2. november 1999). "Lizzies bitre sejr". information.dk. Hentet 20. juli 2018.
  3. ^ Australian Electoral Commision (24. januar 2011). "1999 Referendum". aec.gov.au (engelsk). Hentet 20. juli 2018.
  4. ^ Danmarks Radio (6. november 1999). "Australien stemte nej til republik". dr.dk. Hentet 20. juli 2018.
  5. ^ Dramshøj, Pia (16. september 2008). "Australiens opposition ledes af republikaner". dr.dk. Hentet 20. juli 2018.
  6. ^ a b c ritzau (1. februar 2014). "Australierne foretrækker at beholde kongehuset". kristeligt-dagblad.dk. Kristeligt Dagblad. Hentet 20. juli 2018.
  7. ^ ritzau (25. januar 2016). "Australske politikere vil droppe dronningen". fyens.dk. Fyens Stiftstidende. Hentet 20. juli 2018.