Fjæsing
I dagens verden er Fjæsing blevet stadig vigtigere i folks liv. Uanset om det er på et personligt, professionelt eller socialt plan, har Fjæsing skabt en betydelig indflydelse på den måde, vi lever, arbejder og forholder os på. Fra sin oprindelse til i dag har Fjæsing været genstand for undersøgelse, debat og beundring, og er blevet et emne af konstant interesse for forskere, specialister og entusiaster. I denne artikel vil vi grundigt udforske Fjæsing's rolle i nutidens samfund, analysere dets virkninger, implikationer og mulige fremtid, med det formål bedre at forstå dets indflydelse på vores liv.
| Fjæsing | |
|---|---|
 Trachinus draco Foto: Hans Hillewaert (Lycaon) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Osteichthyes (Benfisk) |
| Orden | Perciformes (Pigfinnefisk) |
| Familie | Trachinidae (Fjæsingfamilien) |
| Slægt | Trachinus |
| Art | T. draco |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Trachinus draco Linnaeus, 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Fjæsingen (Trachinus draco) er en op til 50 cm lang pigfinnefisk med lange finner på bagkroppen og med giftpigge i den forreste rygfinne og ved gællelågene. Fisken har karakteristiske pletter og striber i gulbrunt, blåt eller grønt. Den vejer op til 1,9 kilo og kan nå en alder af 14 år.[1]
Navn
Navnet fjæsing kommer af oldnordisk fjörsungr af en rod med betydningen «broget, stribet».[2] Det videnskabelige artsnavn, Trachinus draco, betyder "hård drage", af græsk trachys = hård.
Levevis
Om dagen er fjæsingen en bundfisk, der ligger nedgravet i sandet, og derfor er særlig glad for de grunde områder med sandbund nær kysten.
Om natten svømmer fjæsingen frit i vandet, på jagt efter små krebsdyr. Sidst på sommeren overtager småfisk som det vigtigste bytte. Om vinteren trækker den ud på 20-30 meters dybde, fordi vandet her er varmere end tæt på kysten. Den ophører da nærmest med at spise, og i marts/april har 98 % af fjæsingerne tomme maver, før de igen begynder at tage føde til sig. Gydningen foregår i juni-august.
Fjæsingen er udbredt fra Trondheimsfjorden i nord til Middelhavet og Nordafrika, men lever ikke i Østersøen.[3] Den er en delikat spisefisk.
Giften dracotoxin
Fjæsingens pigge har en fure på hver side, hvor giften dracotoxin («dragegift») produceres. Giftkirtlerne findes også ved gællelågene, så uanset om en fjæsing er død eller levende, må man aldrig holde den bag gællerne, som man ellers gør ved andre fisk.
Dens stik er meget smertefuldt, og forgiftning af dracotoxin viser sig ved feber og hovedpine, kvalme, svimmelhed og ledsmerter. I alvorlige tilfælde kan man få hjerterytmeforstyrrelser, kramper og åndedrætsbesvær. Giftstoffet nedbrydes ved 45-50 varmegrader, hvorfor man ved stik bør anbringe stikstedet i varmt vand, eventuelt te eller kaffe, medbragt på termokande, men ikke skoldvarmt. Da stikkene ofte ledsages af infektioner med usædvanlige bakterier, kan antibiotisk behandling være påkrævet.[4]
Henvisninger
- ^ "Denne kalles «Helvetesfisken» - Bergens Tidende". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
- ^ fjæsing — Den Danske Ordbog
- ^ "fjesing – Store norske leksikon". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
- ^ "Fjæsing - en giftig fisk i de danske farvande". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
Kilder
- C. V. Otterstrøm (1881-1962). Fisk I. Pigfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. Bind 11 i Danmarks Fauna. København 1912.
- Taxonomicon – Trachinus draco Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine
Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
