Ernest Desjardins
I denne artikel vil vi udforske betydningen af Ernest Desjardins i det moderne samfund. Fra sin oprindelse til i dag har Ernest Desjardins øvet stor indflydelse på forskellige områder af dagliglivet. Gennem historien har Ernest Desjardins været genstand for fascination og undersøgelse, og dens indvirkning har sat sit præg på kultur, politik, økonomi og psykologi. Gennem detaljeret analyse vil vi opdage, hvordan Ernest Desjardins har formet vores opfattelser og adfærd, og undersøge dens nøglerolle i dannelsen af individuelle og kollektive identiteter. Ligeledes vil vi dykke ned i de forskellige perspektiver og tilgange, der er udviklet omkring Ernest Desjardins, for bedre at forstå dets relevans i nutidens verden.
| Ernest Desjardins | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 30. september 1823  Noisy-sur-Oise, Frankrig |
| Død | 22. oktober 1886 (63 år) 16. arrondissement i Paris, Frankrig |
| Barn | Paul Desjardins |
| Familie | Édith Heurgon (oldedatter), Catherine Peyrou (oldedatter), Anne Heurgon-Desjardins (sønnedatter), Marc Heurgon (oldesøn) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | faculté des lettres de Paris, Lycée Condorcet |
| Medlem af | Académie des Inscriptions et Belles-Lettres (1875-1886) |
| Beskæftigelse | Professor, historiker, arkæolog, geograf |
| Arbejdsgiver | Collège de France (1886-1886) |
| Elever | Camille Jullian |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Ernest Desjardins (født 30. september 1823 i Noisy-sur-Oise, død 22. oktober 1886 i Paris) var en fransk oldgransker, bror til Abel Desjardins.
Desjardins studerede klassiske sprog og historie i Paris, blev lærer i historie ved forskellige franske latinskoler, forflyttedes 1856 til Paris og blev 1861 udnævnt til professor i geografi ved École normale, siden tillige professor og underdirektør ved École des hautes études; 1875 blev han medlem af instituttet og endelig 1881 Léon Réniers efterfølger som professor i romersk arkæologi ved Collège de France. D. foretog med statsunderstøttelse flere rejser til Italien, Ungarn, Donau-fyrstendømmerne og til Østerlandene, særlig for at studere og aftegne mindesmærker fra romertiden, afskrive indskrifter o. desl. 1854 udgav han Essai sur la topographie du Latium og 1855 Voyage d'Horace à Brindes; 1857 overdroges det ham at redigere beretningerne om møderne i Académie des inscriptions; 1866 udg. D. Aperçu historique sur les embouchures du Rhône (med 15 Kort), der prisbelønnedes af Akademiet; 1874 -75 Desiderata du Corpus inscriptionum latinarum de l'Académie de Berlin, tillæg og rettelser til Berlin-akademiets store latinske indskriftsamling. Da Ungarns Videnskabernes Akademi vilde udgive Nationalmuseets romerske mindesmærker og indskrifter, valgte det D. til dets udgiver: Acta Musei Nationalis Hungarici, Monuments épigraphiques du Musée national hongrois (1873). Hans hovedværker er Géographie historique et administrative de la Gaule Romaine (5 Bd, 1876-94; sidste bind udg. efter hans Død) og La Table de Peutinger (1869-76). D. har også skrevet artikler i Revue des deux mondes og i mange videnskabelige tidsskrifter; anonymt udgav han 1869 Guide dans l'Égypte ancienne et moderne.
Kilder
- Desjardins, Ernest i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1917)