Dueurtsværmer

I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af ​​Dueurtsværmer, analysere dens mest relevante aspekter og dens indflydelse på nutidens samfund. Fra dens oprindelse til dens udvikling i dag, har Dueurtsværmer spillet en afgørende rolle på forskellige områder og tiltrukket sig opmærksomhed fra både eksperter og fans. På denne måde vil vi undersøge dets betydning, dets udfordringer og de mulige løsninger, det tilbyder for at forbedre vores forståelse og brug. Fra dens indflydelse på populærkulturen til dens relevans i hverdagen fortsætter Dueurtsværmer med at skabe debat og vække fortsat interesse i akademiske kredse og videre. Tag med os på denne rejse for at opdage mere om Dueurtsværmer og dens indflydelse på den moderne verden.

Dueurtsværmer
Deilephila elpenor
Deilephila elpenor

Ikke truet (DKRL)[1]
Videnskabelig klassifikation
DomæneEukaryota
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeArthropoda (Chordater)
KlasseInsecta (Insekter)
OrdenLepidoptera (Sommerfugle)
FamilieSphingidae (Aftensværmere)
SlægtDeilephila
ArtD. elpenor
Videnskabeligt artsnavn
Deilephila elpenor
Linnaeus, 1758
Hjælp til læsning af taksobokse

Dueurtsværmer (Deilephila elpenor) er en sommerfugl som tilhører familien aftensværmere (Sphingidae).[2]

Arten er udbredt i det meste af Europa, herunder Danmark og det øvrige Skandinavien. Den ses desuden i dele af Asien, mod øst til Stillehavet og Japan.[3]

Kendetegn

Dueurtsværmeren har et vingefang på 62-72 mm. Forvingerne er olivengrønne med rosenrød kant, lilla søm og lilla skråstriber fra spidsen til randen. Ved roden findes en sort plet og på randen en hvid plet nær roden. Bagvingerne er rosenrøde med olivengrønlig kant og halvdelen af roden er sort. Kroppens overside er lys olivengrøn. Nogle striber på brystet og en midtlinje på bagkroppen er rosenrød. Kroppens underside er rosenrød.

Larven kan ligesom en skildpadde trække sit hoved ind. På den forreste del af kroppen har den øjeattrapper. De falske øjne er med til at skræmme fjender væk. Larven er grøn, brun eller sortagtig med tynde sorte striber og linjer. Bagest har larven et lille, sortbrunt horn.

  • ♂
    ♂
  • ♂ △
    ♂ △
  • ♀
    ♀
  • ♀ △
    ♀ △

Udvikling

Dueurtsværmeren lægger oftest æg på dueurt eller gederams, hvorfra der udklækker en larve i august/september. Efter larven er blevet fuldvoksen, med en længe på 7-8 centimeter, spinder den sig ind. Med i spindet kommer lidt blade, tørt grus og græs, hvorefter den forpupper sig. Alt efter klima, klækker puppen fra sidst i marts til sidst i maj.[4]

Ernæring

Dueurtsværmer ernærer sig af nektar fra blomster, hvilket mest foregår om natten. Som navnet siger, er larvens hovedfødekilde dueurt.

Flyvetid

Dueurtsværmeren ses i naturen, alt efter klima, fra marts-august. Den har en maksimal flyvehastighed på 4,5-5,1 m/s.[5]

Nattesyn

Med sine følsomme sammensatte øjne har dueurtsværmer evnen til at se farver, også om natten. Dens sammensatte øjne består af facetter, hvor hver facet indeholder otte receptorer, der er følsomme for grønt lys og to receptorer, der er følsomme for ultraviolet og blåt lys. Dens syn er vigtigt for at kunne finde føde om natten.[6][7]

Referencer

  1. ^ Dueurtsværmer rødlistevurdering bios.au.dk hentet 18. mars 2022
  2. ^ Olsen, L-R., Sunesen, J & Vita Pedersen, B. (fagkonsulent, Raastad, J.E.) 1997: Insekter og småkryp i norske skoger, Aschehoug, Oslo. 208 sider
  3. ^ "CATE Sphingidae, 2009, Deilephila elpenor". Arkiveret fra originalen 15. oktober 2012. Hentet 15. oktober 2012.
  4. ^ "fugleognatur.dk, artsbeskrivelse". Arkiveret fra originalen 18. maj 2015. Hentet 10. maj 2015.
  5. ^ Brantjes, NBM (1981) Wind as a factor influencing flower-visiting by Hadena bicruris (Noctuidae) and Deilephila elpenor (Sphingidae). Ecological Entomology, Volume 6, Issue 4, side 361–363, november 1981.
  6. ^ Almut Kelber, Anna Balkenius & Eric J. Warrant (2002), Scotopic colour vision in nocturnal hawkmoths. Nature 419, 922-925.
  7. ^ Almut Kelber, Anna Balkenius og Eric J. Warrant, Colour Vision in Diurnal and Nocturnal Hawkmoths. Integrative and Comparative Biology, Volume 43, Issue 4, side 571-579.

Kilder og eksterne henvisninger