De unge vilde

I denne artikel skal vi tage fat på emnet De unge vilde, som har fået stor relevans i de senere år på grund af dets indflydelse på forskellige områder af samfundet. Fra dets oprindelse til dets nuværende implikationer har De unge vilde fanget opmærksomheden hos eksperter, forskere og den brede offentlighed og genereret debatter, refleksioner og analyser fra forskellige perspektiver. Langs disse linjer vil vi udforske de mange facetter af De unge vilde, fra dens indflydelse på politik, økonomi, kultur til dens effekt på folks daglige liv. På denne måde vil vi dykke ned i et emne af universel interesse, der inviterer os til refleksion og dialog i søgen efter en større forståelse af De unge vilde og dets indvirkning på samtiden.

For alternative betydninger, se De vilde unge.

De unge vilde er betegnelsen for en bevægelse i dansk billedkunst fra begyndelsen af 1980'erne. Selve udtrykket stammer fra de tyske Junge Wilde, der var den danske bevægelses inspiration. Man bruger ofte også betegnelsen De nye vilde (fra det tilsvarende tyske Die Neue Wilde).

Kendetegn

Perioden karakteriseres især ved en tilbagevenden til maleriet efter en periode domineret af minimalismen og konceptkunsten, som bevægelsen kan ses som et oprør mod. Ofte ses sære materiale blandinger og forvirrende betydninger samlet i malerierne, der således på enhver måde undsiger den forgående tendens til abstraktion og teoretisk tilgang til kunsten.

Inspirationen blev hentet hos de tyske berlinermalere som Helmut Middendorf, Salomé, Bernd Zimmer og Elvira Bach, der med udstillingerne Heftige Malerei og Haus am Waldsee i 1980 tog deres forgængere, Georg Baselitz og A. R. Pencks ekspressive stil op og kombinerede den med punkens energi og nihilisme. Desuden fra Kölner-scenen, hvor en mere konceptuel indgang var den fremherskende, og hvor malerierne i højere grad spillede på ironi og et dobbelttydigt forhold til betydninger og til kunstnerrollen. I Köln var det kunstnere som Walter Dahn, Jiri Georg Dokoupil, Rainer Fetting, Jorg Immendorff og Albert Oehlen, der inspirerede den danske bevægelse. Sluttelig kom inspirationen fra de italienske malere Sandro Chia, Francesco Clemente, Enzo Cucchi og Mimmo Paladino, der under betegnelsen transavantgarde havde taget maleriet op sideløbende med deres tyske kolleger. Den italienske bevægelse mindede mest om de vilde malere i Köln med en mere teoretisk indgang, men også med en stil, der i højere grad lånte fra de Italienske futurister end fra den tyske ekspressionisme.

I Danmark

Perioden indledtes i Danmark med udstillingen Kniven på hovedet, hvor en række akademielever fra Hein Heinsens skole viste malerier i en voldsom symbolmættet og ekspressiv stil.

Siden fulgte der en række udstillinger som prøvede at karakterisere bevægelsen.

Ud over den især akademiuddannede del af bevægelsen skal nævnes Værkstedet Værst, Elmer og Bergljót Kjartansdóttir Ragnars' projekt Postpainting og maleren Troels Wörsel, der i Köln deltog i den tyske del af bevægelsen.

Unge vilde kunstnere fra Danmark