Carl Heinrich Graun

I dag vil vi tale om Carl Heinrich Graun. Det er et emne, der har skabt stor interesse i den seneste tid, og som der har været talt meget om på forskellige områder. Carl Heinrich Graun er et emne, der har vakt mange menneskers nysgerrighed, da det har stor relevans i dag. Igennem denne artikel vil vi dykke ned i forskellige aspekter relateret til Carl Heinrich Graun, fra dets oprindelse til dets mulige implikationer i fremtiden. Derudover vil vi udforske forskellige perspektiver og meninger om sagen med det formål at tilbyde en bred og komplet vision af dette emne. Uden tvivl er Carl Heinrich Graun et emne, der ikke efterlader nogen ligeglade, og gennem denne artikel håber vi at give nyttige og interessante oplysninger til alle dem, der søger at lære mere om dette fascinerende emne.

Carl Heinrich Graun
Information
Født7. maj 1704 Rediger på Wikidata
Wahrenbrück, Brandenburg, Tyskland Rediger på Wikidata
Død8. august 1759 (55 år) Rediger på Wikidata
Berlin, Tyskland Rediger på Wikidata
GravstedBerlin Rediger på Wikidata
StatsborgerTyskland Rediger på Wikidata
FarAugust Graun Rediger på Wikidata
MorAnna Margarethe Schneider Rediger på Wikidata
SøskendeJohann Gottlieb Graun Rediger på Wikidata
BørnCarl Ferdinand Graun, Justizrat Rediger på Wikidata
SprogTysk Rediger på Wikidata
GenreOpera Rediger på Wikidata
BeskæftigelseOperasanger, komponist Rediger på Wikidata
Instrumenter
Vokal Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Carl Heinrich Graun (født 7. maj 1701 i Wahrenbrück, død 8. august 1759 i Berlin) var en tysk komponist og sanger.

Graun besøgte Kreuzschule i Dresden, hvor de italienske operaopførelser fik indflydelse på ham; efter stemmens overgang kom han som tenorsanger til operaen i Braunschweig. Her vågnede Grauns kompositionstrang, og han svang sig op til vicekapelmester.

Efter at kronprins, senere kong Frederik II af Preussen, havde lært Graun at kende, fik denne af den braunschweigske hertug tilladelse til at følge den unge musikelskende prins, hvis interesse for Graun siden hen holdt sig uformindsket. Foreløbig måtte Graun komponere instrumentalmusik til prinsens koncerter; men da han besteg Preussens trone, udnævnte han Graun til kapelmester i Berlin (1740) og sendte ham til Italien for at skaffe sangere til en italiensk opera.

I Italien opholdt Graun sig omtrent et år og gjorde også her megen lykke som sanger. Efter sin hjemkomst blev Graun leder af Berlin-operaen og komponerede for den en række operaer (til dels i samarbejde med Frederik den Store), der skaffede ham et meget kendt og anset navn, men som nu alle er glemte.

For efterverdenen stod Grauns navn derimod endnu omtrent et århundrede i en vis glans som komponist af kirkeværkerne: Te Deum og navnlig passionskantaten Der Tod Jesu fra 1755; endnu 1855 fejredes denne sidste kantates hundredårsdag med stor festlighed; den blev i perioden 1807-84 opført næsten årlig af Berliner Singakademie. Nu høres dette værk, der er holdt i den moderne følelsesfulde italieniserede stil, kun sjældent.

Grauns og Reinhard Keisers kantater var på programmet ved københavnske interessentskabskoncerter i 1740'erne.[1]

Værker

Sceneværker

  • Polydorus (5 akter, 1726–28)
  • Iphigenia in Aulis (3 akter 1728)
  • Scipio Africanus (3 akter, 1732)
  • Lo specchio della fedeltà (3 akter, 1733)
  • Pharao Tubaetes (5 akter, 1735)
  • Rodelinda, regina de' langobardi (3 akter, 1741)
  • Cesare e Cleopatra (3 akter, 1742)
  • Artaserse, libretto by Metastasio (3 akter, 1743)
  • Catone in Utica, libretto by Metastasio (3 akter, 1743)
  • Alessandro e Poro, libretto by Metastasio (3 akter, 1744)
  • Lucio Papirio (3 akter, 1744)
  • Adriano in Siria, libretto by Metastasio (3 akter, 1746)
  • Demofoonte, libretto by Metastasio (3 akter, 1746)
  • Cajo Fabricio (3 akter, 1746)
  • Le feste galanti (1747)
  • Cinna (3 akter, 1748)
  • L'Europa galante (1748)
  • Ifigenia in Aulide (3 akter, 1748)
  • Angelica e Medoro (3 akter, 1749)
  • Coriolano (3 akter, 1749)
  • Fetonte (3 akter, 1750)
  • Il Mithridate (3 akter, 1751)
  • L’Armida (3 akter, 1751)
  • Britannico (3 akter, 1751)
  • L'Orfeo (3 akter, 1752)
  • Il giudizio di Paride (1 akt, 1752)
  • Silla (3 akter, 1753)
  • Semiramide (3 akter, 1754)
  • Montezuma (3 akter, 1755)
  • Ezio, libretto by Metastasio (1755)
  • I fratelli nemici (3 akter, 1756)
  • La Merope (3 akter, 1756)

Andre værker

Litteratur

Eksterne henvisninger

Noter
  1. ^ Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, I, s. 337


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt ] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
KomponisterSpire
Denne biografi om en tysk komponist er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi
SangerSpire
Denne sangerartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi