Befolkningsudvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet

I Befolkningsudvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiets artikel nedenfor vil vi udforske en bred vifte af emner og perspektiver relateret til dette emne. Fra dets indvirkning på samfundet, til dets historiske oprindelse, gennem dets nuværende og fremtidige implikationer, vil vi udførligt behandle alle relevante aspekter relateret til Befolkningsudvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet. Gennem en dyb og stringent analyse sigter vi mod at kaste lys over dette emne og give læseren en komplet og nuanceret vision, der giver dem mulighed for at forstå dets kompleksitet og relevans i den aktuelle kontekst. Uanset din specifikke interesse for Befolkningsudvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet, er vi sikre på, at du vil finde værdifuld information og indsigt i din forståelse af emnet i denne artikel.

Spøgelsesbyen Kayaköy (Livisi) i det sydvestlige Anatolien. Den græske landsby blev forladt under befolkningsudvekslingen i 1923.[1]

Befolkningsudvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet fandt sted efter et forslag fra den græske regering, som organiserede den allerede tidligere fordrivelse: Fordrivelsen ramte de græske ortodokse borgere i Tyrkiet og de muslimske indbyggere i Grækenland. Det skete i henhold til Lausanne-traktaten som blev underskrevet i Lausanne, Schweiz, den 30. januar 1923 af Grækenlands og Tyrkiets regeringer. Fordrivelsen involverede mindst 1,6 millioner mennesker (1.221.489 græsk-ortodokse fra Lilleasien, Østthrakien, de pontiske alper og Kaukasus og 355.000-400.000 muslimer fra Grækenland),[2] hvoraf de fleste blev tvangsflygtninge og de jure denaturaliseret fra dem hjemlande.

Udvekslingen fandt sted efter religiøse kriterier og førte til ophør af de græske bosættelser i Anatolien og en ende for de muslimske menigheder i Grækenland. Tvangsforflyttelsen fandt sted efter den 1. verdenskrig og den følgende græsk-tyrkiske krig.

Efter grækernes nederlag i Anatolien før januar 1923 var allerede det store flertal af muslimske grækere under krigen fordrevet, men de blev alligevel optaget i konventionen. Man regner med at over 900.000 ortodokse flygtninge kom ril Grækenland (derunder 50.000 armeniere) og 400.000 muslimer i Grækenland inklusive øen Kreta emigrerede til Tyrkiet.

Fordrivelsen

Da den tyrkiske regering under Kemal Atatürk efter den den tyrkiske uafhængighedskrig afviste Sèvres-traktaten, som det Osmanniske Rige havde undertegnet, blev der i Lausanne på initiativ af Fridtjof Nansen organiseret en fredskonference. Under Lausanner Fredskonferencen blev den 30. Januar 1923 konventionen om "udvekslingen af græske og tyrkiske indbyggere" undertegnet af den tyrkiske og græske regering. Konventionen gjaldt med tilbagevirkende kraft for alle migratiosbevægelser siden udbruddet af den 1. Balkankrig den 18. oktober 1912. Da udvekslingen trådte i kraft den 1. maj 1923, var den største del af den ortodokse-græske før krigs-befolkning i det ægæiske Tyrkiet allerede fordrevet.

Referencer

  1. ^ Mariana, Correia; Letizia, Dipasquale; Saverio, Mecca (2014). VERSUS: Heritage for Tomorrow (engelsk). Firenze University Press. s. 69. ISBN 9788866557418.
  2. ^ Giuseppe Motta (2013). Less than Nations: Central-Eastern European Minorities after WWI. Vol. 1. Cambridge Scholars Publishing. s. 365. ISBN 9781443854610.