Denne artikel vil behandle spørgsmålet om Bartholomäus Kopitar, som er blevet meget relevant i den seneste tid. Bartholomäus Kopitar er et emne, der påvirker et stort antal mennesker inden for forskellige områder af livet, uanset om det er fagligt, personligt, socialt eller kulturelt. Igennem denne artikel vil forskellige aspekter relateret til Bartholomäus Kopitar blive udforsket, fra dets oprindelse og udvikling til dets mulige fremtidige implikationer. Forskellige perspektiver og meninger om sagen vil også blive analyseret, med det formål at tilbyde en komplet og berigende vision af dette emne af stor interesse for nutidens samfund.
Bartholomäus Kopitar | |
---|---|
Født | 23. august 1780 ![]() Repnje, Slovenien ![]() |
Død | 11. august 1844 (63 år) ![]() Wien, Østrig ![]() |
Gravsted | Navje ![]() |
Uddannelse og virke | |
Medlem af | Foreningen for serbiske breve, Det Preussiske Videnskabsakademi, Towarzystwo Naukowe Krakowskie, Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab, Ruslands Videnskabernes Akademi ![]() |
Beskæftigelse | Censor, filolog, sprogforsker, slavist, bibliotekar, oversætter, forfatter ![]() |
Fagområde | Slavistik, sprogvidenskab ![]() |
Arbejdsgiver | Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab ![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Pour le Mérite for videnskab og kunst ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Bartholomäus Kopitar (eller slovensk: Jernej Bartol Kopitar) (født 21. august 1780, død 11. august 1844 i Wien) var en slovensk sprogforsker.
Kopitar blev født i landsbyen Repne i Hertugdømmet Krain (i dag Repnje i Slovenien), som på daværende tidspunkt var en del af det Habsburgske Monarki. Han udgav i 1808 en fortrinlig Grammatik der slavischen Sprache in Krain, Kärnthen und Steyermark. Hans hovedværk er en udgave af et den gang nyopdaget oldslavisk håndskrift Glagolita Clozianus (1836).
Med hensyn til det slaviske oldsprog nærede Kopitar den urigtige anskuelse, at det var slovensk (det er bulgarsk). Hans kølige holdning over for de sam-slaviske bestræbelser og over for Rusland bragte ham i et skarpt modsætningsforhold til adskillige af hans medforskere, ikke mindst i Böhmen.
Den 16. december 1836 blev han medlem af Videnskabernes Selskab.