Dette dokument behandler emnet Aflyd fra forskellige perspektiver med det formål at give en omfattende og komplet vision af dette emne af interesse. Dets historiske aspekter, dets nuværende implikationer samt mulige fremtidige scenarier analyseres. Gennem en multidisciplinær tilgang udforskes de forskellige vinkler, hvorfra Aflyd har påvirket eller kan påvirke i forskellige sammenhænge. Ligeledes præsenteres forskellige ekspertudtalelser, og der tilbydes en kritisk refleksion over de implikationer og udfordringer, som Aflyd udgør for samfundet som helhed. Denne artikel har til formål at bidrage til analysen og den informerede debat om Aflyd, ved at give elementer, der beriger forståelsen og dialogen omkring dette emne.
Aflyd (af tysk Ablaut) er et vokalskifte mellem forskellige bøjninger og afledninger af samme rod. Aflyd er almindeligt på de semitiske og indoeuropæiske sprog.
I indoeuropæisk skelnes der mellem kvalitativ aflyd (e ~ o) og kvantitativ aflyd (- ~ e, e ~ ē, o ~ō). Man taler i den forbindelse om forskellige aflydstrin: nultrin, fuldtrin, o-trin og langtrin (under indflydelse fra den indiske sprogvidenskab, der opfattede aflyden som en stigning: guna og vriddhi). Hvor den kvantitative aflyd er opstået under påvirkning af den indoeuropæiske accent, således at ubetonede stavelser regelmæssigt havde nultrin, er den kvalitative aflyds oprindelse uvis.
Aflyd er bevaret som en fast del af bøjningen af de stærke verber i de germanske sprog.
Det typiske er, at infinitiv og præsens har e (> germ. e/i), præteritum (singularis) har o (> germ. a) og participiet har nultrin: f.eks. indoeur. *bheudh- : *bhoudh- : *bhudh- > germ. *beudan : *baud : *budanaz > dansk byde : bød : budt eller indoeur. *bheid- : *bhoid- : *bhid- > germ. *bītan : *bait : *bitanaz > dansk bide : bed : bidt. Hvis nultrinnet førte til, at n, m, r, l kom til at stå som stavelsens kerne, indskød germansk regelmæssigt et u, f.eks. indoeur. *bhendh- : *bhondh- : *bhndh- > germ. *bindan : *band : *bundanaz > dansk binde : bandt : bundet.
En anden sjældnere type har *a (< indoeuropæisk *o) i infinitiv, præsens og participiet, men *ō i præteritum: Dansk fare : for : faret, tage : tog : taget.